Fra Fuengirola til Granada
Ferie i Dubai
Det var SKØNT at være sammen med vores børn og familie og vi havde en fantastisk spændende uge i Abu Dhabi, Dubai og Ajman. Alt er blandt verdens største eller tæt på. Vi så verdens største tæppe, verdens største ring, verdens hurtigste rutchebane, verdens højeste tårn (828 m.), verdens største marine, verdens dyreste hotel, verdens største mall (1.200 butikker), verdens største akvarium og meget meget mere. Dubai mm. er i en rivende udvikling, fra før år 1979 var der ikke bygninger højere end 12,5 m. og nu tårner den ene skyskraber sig op efter den anden. Bygningerne er storslående arkitektoniske og hel specielt flotte om aftenen med al deres lys. Vi sluttede ferien med familien på et hotel helt ned til stranden, hvor vi blot råhyggede og nød det varme vand både i havet og poolen, spillede volleyball, ræsede på vandscootere og fik fancy drinks.
Tilbage til Fuengirola og cyklerne
Tilbage til cyklerne – En helt speciel dag
Den 27/10-2016. Jeg vågnede i teltet med en blanding af kildren i maven, nervøsitet, spænding og forventningsfyldt glæde m.m.. Det første jeg sagde var tillykke til Søren, idet det var hans fødselsdag. Ingen morgengave men et stort knus og kram fik han selvfølgelig. I dag skulle Sørens kusine, Annie og hendes to drenge Malte og Mads mødes med os og vi skulle sammen med drengene gå Kongestien. Gensynet med Anni og drengene var herligt og vi tilbragte det første af eftermiddagen på blot at tale om, hvad der var sket siden sidst vi havde set hinanden.
Spændingen steg mere og mere hos mig, efterhånden som klokken nærmede sig 16.00 og starten på vores vandretur skulle lyde. Jeg har i flere måneder haft lidt små- diskussioner med mig selv, om jeg overhovedet turde kaste mig ud i det. Den eventyrlystne del af mig sagde selvfølgelig klart ja og den nervøse del af mig sagde nej.
Kongestien
Præcis kl. 16.00 blev vi lukket ind på stien. På vej dertil, havde vi fået et klart indtryk af de lodrette bjergvægge, som stien er bygget på. Hvilket på ingen måder var beroligende. Vi var alle blevet beordret til at iføre os hårnet og hjelm og vi startede op i en gruppe af ca. 20 mennesker.
Vel vidende at jeg lider af højdeskræk og meget hurtigt kunne fortryde min færd, lod vi de fleste andre i gruppen passere os og vi nåede da heller ikke andet lige rundt om den første klippevæg, da vi skulle træde ud på den første del af stien, der hænger midt på den lodrette væg. Jeg havde allerede hørt gyset hos flere af de andre i gruppen, der trods alt fortsatte. Jeg tog mine første skridt ud på de tykke planker og nærmest lænede mig op ad bjergvæggen. Der var pænt afstand mellem plankerne, som lå på tværs af stien, hvilket alene godt kunne virke lidt ubehageligt. Jeg kunne se at flere af skruerne allerede var erstattet med nogle nye. Langs klippevæggen er monteret en stålvejer, som vi kunne bruge som gelænder og på den modsatte side, er ligeledes en vejer i samme højde, samt et stål-net, ned til yderkanten af bjælkerne. Det hele virkede nu meget robust og sikkert. På jernbjælkerne under stien, der stak skråt ud fra klippevæggen med en vinkel på ca. 45 grader, var der igen monteret jernbjælker, der gik vandret og på disse var træ-bjælkerne sat fast. Alt i alt virkede det hele meget gedigent .. -og skulle der rive sig en bjælke løs fra klippevæggen, så er jeg sikker på at resten nok skulle bære. Så langt så godt. Jeg tog en dyb indånding og fortsatte ad stien. Forsigtigt gik jeg ud til yderkanten og så ned i dybet, ca. 100 meter ned vil jeg gætte på. Min skræk for højden forsvandt li´som det storslående syn mødte os. Det var dybt (i bogstaveligste forstand) magisk. Det er en barsk natur, som gav et helt andet og overvældende indtryk, i forhold til at se det på afstand. Nu stod vi midt i naturen og var ét med den. Jeg fik mere blod på tanden og fortsatte i temmelig rask gang. Hele tiden måtte jeg kæmpe lidt for at mane frygt og højdeskræk til jorden og i stedet lade oplevelsen komme til sin ret, så jeg kunne nyde hver en meter vi gik. For hver gang vi gik omkring et hjørne, mødte os et nydt storslående syn. På modsatte side af kløften, kunne vi se togbanen. Flere steder lå skinnerne helt ud til kanten og hvis passagererne kiggede ned, er jeg sikker på, de ville få samme fornemmelse som os der gik på stien. Flere steder gik toget ind igennem bjerget for igen at komme til syne helt ude på kanten.
På stien vi fulgte, kunne vi tydeligt få en fornemmelse af den gamle sti, som lå lige under os. Den endte med at blive kaldet verdens farligste sti, da den til sidst var så porøs, at det desværre kostede flere menneskeliv at gå turen.
Et par steder undervejs stoppede stien ude på klippevæggene for at føre os ind over fast grund. Det gav mig lige lidt ro til at få sunket spyttet, inden vi igen hang ude over kløften med alt imellem 100-200 meter frit fald under os.
Adrenalinen suser gennem blodet
Vinden var ekstra kraftig i kløften, hvor der også er lavet en glasbund, man kan træde ud på, der blæste det faktisk en hel del, hvilket også gjorde oplevelsen mere barsk og skræmmende. Sjovt som vi mennesker er indrettet… men når underlaget pludselig er gennemsigtigt kan man virkelig mærke hvordan adrenalinen suser gennem blodet. Jeg var dog fast besluttet på at dét skulle jeg også prøve. Så forsigtigt gik jeg ud på glaspladen. Jeg kunne hverken koncentrere mig om at kigge ned eller til siden, jeg stod bare der og stod, indtil Søren fik knipset beviserne på at jeg havde været der. Det sidste af turen sluttede med at vi skulle gå på en stålhængebro monteret fra den ene side af klippevæggen over kløften, hvor floden bruser, til den anden side. Det suste stadig godt om ørerne og hvis ikke jeg havde været bange tidligere, kom jeg til kort her. Puha… broen den svajede svagt på grund af vinden og den gav efter for hvert et skridt vi tog. Først gik jeg godt et par meter ud, men vendte fluks tilbage, da jeg mærkede hvor levende den var. Shiiit, her kommer jeg da aldrig over? Igen måtte jeg lade fornuften råde og tænke på de flere tusinder der allerede havde gået vejen. Søren tog mig i hånden og førte an. Med små skridt og temmelig forsigtigt nærmede vi os den anden side. Jeg kiggede ikke ned på noget tidspunkt, jeg var dybt koncentreret om blot at nå over på den anden side. Denne gang var det en hel befrielse og det føltes hel trygt, igen at hænge derude i luften og stå på træ-bjælkerne, trods de mange meter under os.
Flere gange på turen ærgrede jeg mig vildt over at Annie, ikke var gået med os. Efter et par dybe indåndinger, var hele turen blot ubeskrivelig smuk og fascinationen over naturen bliver absolut den der fylder mest. Selv dem der lider af højdeskræk (som jeg gør det), er jeg sikker på, de ikke vil fortryde, når først man er i det. Eneste tidspunkt, det kræver sin mand/kvinde er, når man skal over hængebroen, men men men… en rolig stemme og en fast hånd, gør underværker 😉 (tak Søren!).
Resten af aftenen var jeg hel “høj” af dagens vandretur og ikke mindst stolt og glad for at jeg endte med at udføre gåturen, frem for at lade min frygt styre mig. Sammen med Annie og hendes drenge, fejrede vi Søren og det blev da også temmelig sent før vi sagde godnat.
Vi var rastløse
Dagen derpå var ganske afslappende i selskab med Annie, Malte og Mads. De kørte i bil og Søren og jeg cyklede en kort tur på 8 km op til en stor smuk sø, hvor der også var en campingplads. Annie havde taget alle vores cykeltasker i bilen, så cyklerne var “fjer”lette og vi nærmest fløj op ad vejen. Vi tog afsked med Annie og drengene sidst på eftermiddagen.
Efter vores ferie i Dubai, tilbragte vi nogle dage i Fuengirola, må indrømme at vi var lidt rastløse efter at komme igang igen på vores tohjulede venner. Vi havde dog vores aftale med Annie d. 27 okt. og vi havde også billetter til at gå kongestien samme dag. Så det virkede også absurd hvis vi tog afsted alt for tidligt. Dog delte vi de 65 km op over to dage.
Vi måtte sande at prisen var hård
8 km uden for Fuengirola startede bjergene og tak spids, det kom som et sjok for os begge. De sidste tre uger, har vi blot “fedet” den. Det er begrænset hvad vi har præsteret af fysiske ting og vi har spist godt, fået fancy drinks og indrømmet… er der også hevet en pakke tobak eller to ned i løgneren. Prisen var hård og kontant. Både Søren og jeg prustede som gale, da vi ramte stigninger på både 10 og 12%, sveden haglede af os og specielt mit hoved kogte, så kinderne var hummer røde. Det føltes som en ordentlig gang tømmermænd/udrensning. Denne gang var det ikke kun mig, der havde lyst til at ligge ned og smelte væk, vi var begge helt færdige hver gang der skulle trampes igennem. Vi cyklede kun 25 km den første dag og overnattede i en appelsinplantage, som vi havde spurgt om lov til.
Næste dag var ikke lige så slem, men vi måtte stadig sande at tre ugers “vold” på egen krop, nu kom til udbetaling.
Heldigvis går det allerede meget bedre nu, uden at vi kan prale med at være tilbage til, hvor vi slap. Det er første gang at vi har haft sluppet cyklerne, hvor vi har oplevet at være “sat tilbage” på denne måde. Desuden har jeg skiftet saddel. Jeg har under hele turen haft lidt udfordringer for til og hørt at disse Brook sadler skulle være svaret på min udfordring. Hm… det siges at man skal forvente at cykle 500-1000 km, før at Brook sadlen har justeret sig til ens anatomi og jeg må indrømme at jeg pt er lidt udfordret under disse omstændigheder.
Oven i hatten har vi gjort os en yderligere investering og købt et GoPro black hero 5, og alt imens jeg sidder og skal blive klog på kameraets funktioner, så får jeg slettet alt hvad jeg har taget med det. Så denne gang føles vores lille filmklip, måske lidt mangelfuld. Jeg håber dog at blive skarp i håndteringen af det og på sigt, kunne vise nogle filmklip, hvor det føles som man er der selv 😉
Halloween og Allehelgensdag
Den 31 okt. fejres Halloween og vi ankom til vores warmshower host “Jurgen” sidst på eftermiddagen samme dag. Allerede dagen forinden, så vi børn i skrækkostumer på gaden… -det var dog meget tilforladeligt og hyggeligt. Om aftenen ringede det jævnligt på porten uden for Jurgens hus og nysgerrig som jeg jo er, løb jeg troligt efter hver gang, for at se de fantasifulde og skrækindjagende påklædninger, de havde iført sig. Jurgen var godt forberedt og havde købt chokolade til alle, der kom forbi 😉
Dagen derpå, den 1 nov. er det så Allehelgensdag og en stor helligdag her i Spanien. Alt er lukket og de bruger dagen på bla. at besøge kirkegården. En skik hvor man mindes de døde og sætter lys på gravene. Dagen forinden har alle været nede og rengøre deres familie gravsted, der bliver vasket, poleret og nogle gravsteder bliver malet. Der bliver sat de flotteste blomsterdekorationer både i natura og plastik. Så man må sige at dem der sælger blomster har kronede dage optil allehelgensdag. Som sagt bliver deres flid nydt på selve dagen og Søren og jeg måtte da også forbi en kirkegård og suge indtrykkende til os.
Fakta om Kongestien, ”El Caminito del Rey”
Kongestien der er 3 km lang, ligger ca. en times kørsel fra Malaga ved Alora – El Chorro området, og blev bygget i 1905 af vandforsyningsselskabet som skulle bruge en adgang mellem sine to vandkraftværker der lå i bjergpasset.
For at gøre det lettere for mandskabet at tilse vandkraftværkerne og transportere materialer imellem disse, blev der hugget en sti ind i den stejle klippeside og lavet en hængebro der gik over en flere hundrede meter dyb bjergkløft.
Stien fik navnet “kongestien” efter at kongen Alonso XIII gik ad denne under indvielsen i 1921 af en dæmning. Som tiden gik blev denne sti stærkt forfaldet da den ikke blev vedligeholdt. Da det er et yndet område for bjergklatring, så blev den dog stadig benyttet en del. Efter der skete flere dødsulykker grundet den dårlige tilstand, blev stien helt lukket af. I 2014 begyndte man at renovere og rekonstruere denne sti som går langs med de stejle bjerg vægge.
Se videoen om hvordan de rekonstruerede stien her: https://www.youtube.com/watch?v=k3xVf_0f49Q#t=12
Fakta om Halloween
Ifølge mytologien var det ikke bare de døde sjæles rige, som åbnedes på Halooweens aften (også Allehelgensaften/Samhain-natten), men også andre fortryllede verdener, hvorfra blandt andet elvere kom og bød sig til unge smukke mænd (normale dødelige), som de tog med sig og viste deres paladser fulde med skatte. Dog var respekten for det udødelige, det eventyrlige og væsner fra andre verdener så stor og fyldt med frygt, at det var få dødelige, som frivilligt vovede at følge med til de fortrylledes rige. Trods skrækken fejredes højtiden som en mulighed for at komme tæt på ens døde forfædre og for at gøre ånderne glade. For at afværge ondskab stillede man mad udenfor hjemmene, og der stilledes endda udhulede roer med glødende kul i for at oplyse natten udenfor, så de døde slægtninge lettere kunne finde hen til deres familier, men også for at holde ubudne ånder borte. For at afværge onde ånder, anvendte man også kostumer og masker, ofte snittet ud af græskar.
Tradition på eksport
Dét Halloween, som i dag ses i Nordamerika, og som er begyndt at komme til Europa, med spøgelser, zombier og græskar, har sine rødder langt tilbage i keltiske traditioner, som fortsat lever i Spanien.
Forskellen er, at ånderne og elverne byttes ud med udklædte børn, offergaverne er skiftet ud med slik – for ikke at risikere at ophidse de onde ånder (dvs. børnene, som uden offergaver finder på ballade, ligesom de onde ånder) og roerne, dem erstattede irlænderne med græskar, da de kom til Nordamerika.
Glædelig Samhain!