Det er en ny æra for dette ekstraordinære og komplekse land, hvor der i landskabet er spredt med forgyldte pagoder og den traditionelle asiatiske ånd er bevaret.

Det er det gamle Burma…

Et land helt ulig noget land vi ellers kender til. Forbløffende, er vi dumpet over et århundrede tilbage i tiden og alligevel bevarer Myanmar magten til at overraske og glæde selv de mest travlt rejsende. Vi oplevede et tydeligt skifte allerede på selve grænsen fra Thailand og vi var ikke i tvivl om, at Myanmar er et fattigt land.

I 2015 stemte Myanmar sin første demokratiske regering ind efter mere end et halvt århundrede. Sanktioner er blevet droppet, og asiatiske investorer kommer her for at gøre forretninger. Moderne rejsekomfort, såsom mobiltelefondækning og internetadgang er nu almindelige. Dvs. de fleste steder 😉 Men de største forandringer i Myanmar, er begrænset til storbyerne, og på landet må de se til som følge af igangværende etniske konflikter. Det burmesiske militær fortsætter med at spille en stor rolle i politik. Det nye Myanmar er absolut en mundfuld, der kræver masser af arbejde.

Vi kan godt føle, at vi er dumpet ned i fortiden og befinder os i starten af det 19. århundrede og vi oplever et land af traditionelle værdier. Mange mænd bærer den saronglignende Longyi (et stort klæde der er syet sammen som et rør og bliver bundet stramt om livet; det ligner en lang nederdel), og både kvinder og mænd tygger på betel nut (en nød blandet med tobak, pakket ind i et betel-blad). Det er ækelt at se på, for deres tænder bliver ganske enkelt ædt op udefra, hvilket er et trist syn. Ikke mindst, er der mange der næsten ikke kan tale, fordi de har munden fyldt med denne blodrøde juice som uden hæmninger også bliver spyttet ud på jorden. Det værste er dog, at det er årsag til de frygteligste kræftsygdomme i mund og svælg og er virkelig smertefuldt for dem i længden. Faktisk er det 10% af jordens befolkning, der tygger på det stads og Søren og jeg har da også stødt på det i mange af østens lande, som vi allerede har cyklet igennem. Kvinder, piger og i mindre grad også mænd og drenge, har deres ansigter smurt ind i thanakha, men også tit arme og ben bliver smurt (en naturlig sol blokker m.m. udvundet af træ-bark — En gullig-hvid kosmetisk pasta).

Trishaws findes stadig i gaderne, og hest med vogn har vi stødt på en enkelt gang. Men ellers er bilerne, cykler og scootere den mest dominerende transportform. Og busser, eller rettere små lastbiler, der er pakket med folk både på ladet og på taget.

Husene minder mest af alt om nogle faldefærdige haveskure efter dansk standard. De er tømret sammen af bambus, siv, træ og blikplader, og jeg vil vove at påstå, at hvis vi havde et haveskur i så elendig stand, var det blevet revet ned. Summa summarum er det altså, hvad de fleste bor i både i og uden for byerne. Rigtig mange sælger lidt drikke, snacks og benzin på 1 liters plastiskflasker, og vi ser også, hvordan bilisterne stopper op og fylder alt fra 2-5 liter på. Med lidt større afstande, er der benzinstationer og jeg formoder, at de fylder lidt mere på tanken, fra disse steder?

Her er mange buddhistiske seværdigheder og fromme munke er mere feterede end rockstjerner. Vi ser mange børn, der er munke og nonner. Jeg har spurgt lidt ind til folk om munkene, og tilfældigvis talte jeg med en ung dame, hvis bror havde valgt at blive munk, og hun kunne fortælle en hel del. Mange af de børn vi ser, har enten ingen forældre, eller forældrene er meget fattige, og kan ikke tage sig af dem. Og så bliver de overgivet til munkene/nonnerne. Nogle børn vil ikke være munk eller nonne, og det er deres frie valg. De kan stadig få lov at bo i templerne, og de vil stadig få skoleundervisning. Restaurationer, hoteller og private, ja alle kan lave aftale om, at de ønsker at donere enten penge eller mad. Det står dem frit for, om det er en enkelt dag, en periode eller fast hver dag i flere år, og så kommer munkene/nonnerne forbi og tager imod fra morgenstunden. Efter kl. 12.00 må de ikke indtage fast føde. De spiser ca. kl. 05.00 og kl. 10.00. Nogle er mere religiøse end andre, og de må heller ikke røre penge, men modtager gerne i en konvolut. De kan til en hver tid stoppe som munk/nonne uden komplikationer. Som oftest bliver børnene integreret i et tempel nær deres forældre, og de har mulighed for at se deres forældre hver dag. Men forældre og selvfølgelig alle andre, skal behandle dem som munke/nonner, hvilket bla. indebærer, at de ikke må røre ved det andet køn. Men igen er det op til munkene/nonnerne selv, hvor stærke i troen de er. Søren og jeg blev på et tidpunkt henvist til et tempel, hvor vi evt. kunne overnatte. Der var mange drengebørn (unge munke), som var meget nysgerrige og interesseret i os og specielt i mig. Det var stort for dem at få taget deres billede sammen med os, og da vi desværre blev afvist og ikke kunne overnatte, måtte vi sige farvel igen. En af drengene tog sig mod til og rakte mig hånden, og derefter blev der ellers delt håndtryk ud til de fleste. Det var tydeligt at de havde overskredet nogle grænser, og samtidig var lidt stolte over situationen. Den unge dame som vi talte med, fortalte også at hendes mor, savnede sønnen utrolig meget. Og når han kommer på besøg, vil hun så gerne kramme ham. Men han nægter hende, og hun må blot respektere hans valg.

Jeg synes det er spændende at høre om deres hverdag m.m., og jeg blev tilbudt, at jeg kunne komme tilbage, hvis jeg ville tale med broderen og høre mere om munkenes liv.

Vi konkluderer lidt, at det også er en form for social sikkerhed, og måske også derfor, at vi ikke rigtig ser nogen, der er decideret hjemløse og bor på gaden.

Bedst og mest af alt møder vi lokalbefolkningen, der er blid, humoristisk, engagerede, hensynsfulde og nysgerrige. De ønsker at vide, hvorfor vi er her, og hvis de ellers kunne tale et bedre engelsk, er jeg ikke i tvivl om, at de vil stille os mange flere spørgsmål. På samtlige overnatningssteder, har de sprunget og hoppet for os. Vores tasker er blevet båret på værelset, og der forventes ikke drikkepenge. Flere gange har vi oplevet, at vi ikke skulle betale for vores vand og kaffe, når vi har holdt pause eller også har de tilbudt os en flaske vand med på farten. Et par på scooter kom også, og overrakte os en flaske koldt vand hver, da de passerede os på cyklerne. Igen må vi konstatere at desto mere fattige folk er, desto mere deler de.

Vi har læst fra andre cyklister, at det ikke er unormalt, at kunne overnatte i templerne. Dog har vi ikke været opsøgende på det, da vi jo ikke har vores campingudstyr med os længere, og derfor mangler liggeunderlag m.m. Men i en by, hvor der ellers var vist på kortet, at der skulle være et hotel, blev vi pænt skuffet, i det vi konstaterede at der intet hotel var i byen. Flere henviste os dog til byens tempel, og vi blev stillet en overnatning i sigte. Munkene, vi lige stødte på, kunne ikke engelsk, men vi var heldige at møde en mand, der kunne hjælpe os med kommunikationen, Desværre blev vi afvist som tidligere nævnt, og han tilbød os i stedet at skaffe en bil til cyklerne og os. Vi havde allerede cyklet 60 km og der var 35 km til det næste hotel. Klokken havde rundet 15.00, vejen er bumpet og bugter sig op og ned i bakkerne, så en hurtig kalkulation fortalte os, at vi, inkl. “nedkølings”-pauser, havde min. 3 t. foran os. Tilbuddet kom meget kærkomment, og vi takkede pænt ja. Vi trampede efter ham på scooteren og endte ved det største hus i landsbyen. Vi havde begge bemærket huset tidligere, da vi havde passeret det, fordi det var så stort og anderledes i forhold til alle de øvrige huse. Og det viste sig, at det var hans hus, hans egen bil og ham selv som chauffør.