WBT. Vietnam 1-3

Vietnam

Hanoi
Vil vi gå over eller blive kørt over?
Så snart vi landede i Hanoi og gik ud af lufthavnen, følte vi straks, at temperaturen var steget et par grader, fra vi forlod Taiwan. Vi blev hentet af hotellets shuttle-bus som aftalt, og inden for tre kvarter ankom vi til hotellet. Det var sent, så aftensmaden bestod af en gang minutnudler og så ellers på hovedet i seng.
Luftfugtigheden var høj, duftene var forskellige fra tunge, friske og mindre indbydende kloak duns. Der er et mylder af scootere, hvorpå de sidder alt fra 1 til 4 personer på en enkelt scooter. (Det siges at der kører over 5 mill. scootere på gaderne i Hanoi). Nogle af dem er pakket med et læs, der næppe kunne være i en alm. bil. Når vi krydser de større veje, er det blot et spørgsmål om at have is maven. Vil vi gå over eller blive kørt over? Umiddelbart vil jeg vove at påstå, at det er op til de højere magter at svare på spørgsmålet 😉 I hvert fald er det mere held end forstand at komme helskindet over vejen. De fleste steder er der ingen trafiklys, og hvis der endelig er et, så betyder det kun, at halvdelen af trafikken bliver lettet.
Søren og jeg snor os igennem stræderne. Som oftes må vi gå ud på vejen, da fortovene er fyldt og barrikaderet af varer, fortovsrestauranter osv. Vi balancerer langs fortovet og vejen, hvor scottere og biler suser forbi os med kun en knivskarp afstand, før vi risikerer at blive ramt eller påkørt. Duftene veksler for hver halvtresenstyvende meter og konstant skifter gadebilledet fra madboder til butikker. Familier sidder oven i dynger af tøj inde i deres små butikker og indtager deres frokost, nogle står og brænder falske pengesedler af ved små bål (en tradition for at ære deres afdøde forfædre). Nogle råber til os fra deres cykel taxi i håb om, at vi vil benytte os af dem, og andre har blot travlt med hverdagens gøremål.  Katte, hunde og høns, syntes at være vænnet til trafikkaos og ser sig nøje for, alt imens de mønstrer at krydse de trafikerede veje. En enkelt fed rotte piler over gaden og smutter ned i et kloakhul.
Rigtig mange kvinder kommer enten cyklende eller trækkende med deres cykler, hvorpå cyklen er læsset med frugt eller blomster, og mange kvinder kommer bærende med deres pinde på tværs af skulderen, hvorpå der hænger en kurv i hver ende med frugt. Flere steder sælges der frisk kød… eller i hvert fald, hvad de nok selv betragter som frisk kød. Det ligger blot på fade eller træstubbe direkte i solen indtil, der er en køber, der får det svøbt i papir og frigiver det fra solens stråler. På en enkelt strækning var det hunde, der var største delikatesse. De lå udstillet på borde, som var det en stegt pattegris og indtrykket satte gang i hele følelsesregistret.
Søren og jeg hoppede på en, hop on and hop off bus, og fik en en guidet tur rundt. – Der er bl.a. mange museer, som garanteret er et besøg værd. Vi valgte dog at springe den del over og nød blot de mange fortællinger på turen og at se byen i et andet perspektiv end fra cyklerne. Hanoi er absolut et besøg værd og ikke mindst er der tænkt på miljøet, idet man har sørget for at plante mange træer langs vejene, grønne arealer med smukke søer osv. Budskabet mangler dog at nå befolkningen. Vietnam er et af de lande på verdensplan, der forurener mest og det ses tydeligt i gadebilledet.

 

Cat Ba og Lan Ha Bay
Vi har kun 15 dage i Vietnam (i første omgang), før vi flyver hjem til Danmark og holder jul med børn og resternede familie. Så derfor er dagene nøje planlagt, og eftersom der er ca. 2.000 km fra nord til syd i Vietnam, forsøger vi selvfølgelig på at få mest muligt ud af det. Derfor har vi parkeret cyklerne i Hanoi og har taget bussen til øen, Cat Ba. Ha Long bay… er den absolut største turist attraktion i Vietnam. Vi er dog blevet anbefalet af mange at springe Ha Long Bay over, og i stedet tage til Lan Ha Bay. De ligger op ad hinanden og går ud i et. I Lan Ha Bay er der 388 øer og i selve Ha Long bugten er der 1986 øer. Ha Long bugten skulle ifølge legenden være skabt af drager, som spyttede de mange klipper og øer ud, som et forsvar mod Vietnams fjender og det er absolut et betagende syn. Oversat betyder Halong “Hvor dragen stiger ned i havet”. Rygterne går også på, at øerne i Ha Long Bay er blevet skabt af den store ildspyende drage fra bjergene, som havde kurs mod land, men fejlbedømte sin højde, og dens svingende hale skabte dale og klippespalter som efterfulgt blev fyldt med vand og kun efterlod klippetoppene synlige. Uanset hvilken historie man vælger at tro på, sælger den nok bedre end 500 millioner år med vind og div. vejr fænomener 😉
Ha Long Bay har stået på UNESCO’s verdensarvliste siden 1994. Bugten bliver ofte sammenlignet med Guilin i Kina eller Krabi i Thailand, men betragtes som langt mere spektakulær.
Det siges at Halong Bay, er ved at være overfyldt af turister og at Lan Ha bugten minder om Halong bugten for 15 år siden. Vi tog som sagt bussen til Cat Ba, som er den største af øerne og derfra bookede vi en bådtur ud i Lan Ha bugten. Ikke et øje er tørt… Først sejlede vi ud og så “Fishing village”, et flydende fisker samfund. Alle bor på en slags tømmerflåde, hvorpå der er et lille hus/skur. De fleste af dem er bundet sammen. Ind i mellem er der decideret købmænd på flåderne. Hunde og kyllinger balancerer på tømmeret, tøjet hænger til tørre på stativer og mange steder går de og rigger fiskenet til. Hvis på nogen måder de kan fange en Grouper, opbevarer de den under huset/tømmerflåden i et net. En Grouper er en fisk, der kan komme op og veje over 100 kg og blive lige så gamle som os mennesker. Selv om det siges at det er en yderst velsmagende fisk, er det ikke en de spiser. Men de tror på, at fisken bringer dem lykke og held 😉 De siger, at det er en doven fisk, som blot ligger på bunden og åbner munden, når der kommer føde forbi og derfor er den også nem at opbevare i nettet under deres flåder. De fleste af dem der bor på flåderne, bliver både født der og ender også deres liv der. Jeg forestiller mig, at det må være et hårdt arbejdsliv og garanteret med en rimelig triviel madplan, som fisk, muslinger, ris, nudler, kylling og æg. Vi møder også små fiskerbåde undervejs, mens vi glider gennem vandet og ser på de knivskarpe kalkstensklipper, der rager op af det grønne vand. På de små fiskerbåde, hænger der også vasketøj og vi får fortalt at disse familier også bor på båden hele deres liv. På et tidspunkt sejler vi meget tæt på en af bådene og både mand og kone, sidder og ordner net, mens de vinker og smiler til os.
Vi kommer til et sted, hvor vi kan sejle i kajak og to og to, bliver vi gennet ned i kajakkerne for at padle ind i store åbne grotter. Mange af turisterne valgte at tage en svømmetur inde i grotten og fornøjeligt var det både at se dem hoppe i fra kajakkerne og at bugsere sig selv op i dem igen.
Derfra gik turen videre til en strand. Igen var der mange der sprang i fra båden, inkl. Søren. Jeg blev også fristet, men desværre havde jeg fået taget cykelbukser med i stedet for badetøj og måtte pænt se på de andre. Måske ikke den største katastrofe, da der ingenting skal til, før jeg får infektion i øerne og når jeg tænker på alle de både, der leder olie/diesel ud i vandet og ikke mindst på de tusinder af turister, der gør stort og småt under sejllasen, så kunne jeg sagtens springe over 😉
Søren og jeg havde valgt at tage en overnatning på vandet. Men alt var booket på bådende, så i stedet blev vi sat af på en flydende tømmerflåde, der var indrettet med restaurant og tre værelser til turister.  Her så vi også deres store Grouper. De fortalte den vejede ca. 80 kg og at de havde haft den i 25 år nu. Om aftenen så vi den flotteste solnedgang og hyggede med de andre to par, der også overnattede der. Næste morgen overværede vi, den ene unge mand fri til hans kæreste og han fik også et stort JA. Efter frokost blev Søren og jeg hentet i en mindre båd-taxi og sejlet til Monkey island, som tydeligvis lever op til dens navn. Aberne “Makakaber” sprang rundt blandt turisterne, og så snart de øjnede en chance, nappede de både øl og chipsposer. På Monkey island, er der mulighed for at kravle op til toppen af en af klipperne. Mig og højder er ikke den bedste kombination. Og selv om jeg havde taget gummiskoene på og følte mig klar, måtte jeg opgive halvvejs oppe. Søren kravlede videre op ad de knivskarpe klippesten og jeg vendte om og kunne fra stranden se nogle af dem, der nåede toppen. Det gøs i mig, hver gang jeg så op og jeg i fantasien så for mig, hvis en mistede balancen. Søren nåede toppen og bekræftede mig i, at hvis jeg endelig var nået op, havde jeg umuligt kunne komme ned igen, og det ville have endt med en helikopter, Så lettet over mit valg og at han også kom tilbage uden skader, tog vi med båd-taxien tilbage til Cat Ba.
Dagen derpå lejede vi et par scootere og kørte op til nationalparken. Øen er et af de sidste steder, du kan finde den kritisk truede hvidhovedet langur. Det anslås at der er under 70 vildtlevende tilbage i verden. Men selvfølgelig var vi ikke så heldige at se den.
Klipperne rejser sig op i himlen på samme måde, som da vi sejlede ud i bugten og er mindst lige så betagende et naturlandskab. Vi gjorde stop ved “Hospital Cave” og som navnet indikerer, er det et hospital midt inde i en klippe. Det bombesikrede hospital blev brugt under Vietnamkrigen og er klart et besøg værd specielt, hvis man har interesse i krigens historie.
Efter flere interessante stop afsluttede vi med en tur op på fortet, der ligger med en spektakulær udsigt ud over Cat Ba og bugten. Vi har været forholdsvis heldige med vejret under vores korte ophold i Vietnam, og bør ikke beklage os. Men når det kommer til fotografering, kunne jeg godt have ønsket mig lidt mindre dis 😉
Scooterene blev afleveret sidst på eftermiddagen og vi vinkede farvel til Cat Ba fra bussen, derefter den korte sejltur til fastlandet, ny bus ca. 30 min. Taxi et par få km og så på en natbus til Ha Giang (nord for Hanoi). Vi er imponeret over deres infrastruktur, og hvor godt der er styr på os. Hver gang vi er blevet gennet ud af en bus eller andet, har vi knapt nået at tænke tanken: “hvad så nu?”, før en person har budt os velkommen og ført os videre til næste “step”. Det har været aldeles betryggende. Natbussen til Ha Giang er den bedst inderettet til dags dato, som vi har prøvet. Jeg håber billederne giver et godt indtryk 😉
Ikke nok med det er Vietnam utrolig billig at rejse i. Vi har fået måltider til under 10 Dkr pr. næse og fået overnatninger til 30 Dkr. for os begge to. Sidstnævnte på rent værelse med to store senge og eget bad inkl. morgenmad. Det er da vildt, og vi hører, vi kan finde det endnu billigere, når vi kommer mere syd på 😉

Ha Giang-provinsen
Mange rejsende har garanteret hørt om den smukke Sapa-region i det nordlige Vietnam. Frodige bjergrige landskaber, med strålende vandrestier mellem risterasserne, hvilket er blandt de mest berømte i hele sydøstasien. Her sidst i november, er risene dog blevet høstet og værtinden på vores hostel i Hanoi anbefalede, at vi i stedet for tog til Ha Giang-provinsen, blot 50 km yderligere mod nordøst. Området er mindre kendt, meget mindre udforsket og fyldt med et helt andet og efter sigende endnu smukkere landskab. Vores bus nåede frem til Ha Giang kl. 03.00, og vi fandt hurtigt frem til et hotel, hvorpå vi igen lejede scootere for at tage på den berygtede og ekstreme “North Motorcykel Loop”. En tur på cirka 350 km, der løber langs yderkanterne af regionen.
Vi møder mange andre turister, der har fundet vej hertil og også vil køre turen, lige nu er udfordringen blot for de fleste af os, at få lov til at leje scooterne/motorcyklerne uden kørekort (til motorcykel). Nå ja… men det er der selvfølgelig også styr på 😉 For selvfølgelig vil de ikke gå glip af en forretning, så tricket er således skuet sammen, at vi bliver sat i en taxi og kørt lige ud på den anden side af, hvor politiet opholder sig, og motorcyklerne bliver kørt samme sted hen. Jo jo… de ved godt, hvordan man skal sno sig 😉 En hurtig forklaring om gearskift og så blev vi overladt til os selv og den unikke natur. I sidste måned var der (igen) 1 turist, der blev dræbt på ruten, (kørte ud over kanten, fordi det var diset). Som vi hører det, er der 8 turister, der er dræbt i trafikuheld på denne rute inden for de sidste par år. (De andre torpederede vidst ind i lastbiler/biler og jeg formoder det har været i svingene). Men derfor forlanger politiet altså at se kørekort i håb om, at folk har lidt mere rutine, hvilket jo absolut giver fornuftig og god mening.
Hurtigt får vi lagt byen bag os og kører på de små serpentinlignende veje og med tårnhøje grøntbeklædte bjerge så langt øjet rækker. Vi møder mange på motorcykler, både som overhaler eller kommer imod os. En bil, bus eller lastbil i ny og næ kommer også, og vi er ikke i tvivl om, hvem der er størst og styrer slagets gang. Der bliver på ingen måder taget hensyn, de buldrer fremad og dytter i hornet og så er det ellers os, der må vie pladsen – ofte ude i rabatten. Vejene er kun til en bil ad gangen, så når de mødes, opstår der ofte lidt kaos, specielt, når det er to lastbiler. Hverken Søren eller jeg kan prale af, at have den store erfaring med at køre scooter og med viden om blot sidste måneds trafikuheld, kører jeg ekstremt forsigtigt specielt rundt i svingene, da det er umuligt at se rundt om hjørnerne de fleste steder. Søren kører meget mere frisk til og må derfor også ofte vente på mig. Lastbilerne slæber sig op ad bjergsiderne og eftersom vejen er meget smal, gyser det i mig, hver gang jeg skal lave en overhaling. Alligevel kan det godt (ned ad bakke) sammenlignes lidt med at køre på cykel, hvilket både Søren og jeg priser os lykkelige for, pt er skiftet ud med scootere og en motor. Stigningerne er på min. 10% og det er konstant enten op eller ned. Naturen er intet mindre end betagende og unik. Kalkstenstoppene er strøget med rund hånd og ligger lige så tæt i alle formationer. Vi kører i det nordligste Vietnam, på kanten af bjergene med spartansk autoværn eller slet intet og kigger ned i de dybe dale, snoede floder og søer, som støtter den frodige jungle-region og landbrugsjord, der stækker sig over hele regionen. Vandet i floderne er smaragd grønt og helt fantastisk at se på. Det hele er fantastisk og en sjælden natur. Konstant møder vi den lokale befolkning. Hårdt arbejdende folk, unge som ældre. Selv børnene bliver pålagt hårdt arbejde i markerne. Enten fælder de grene og bærer dem i tunge læs på ryggen. Siv og blade, bliver også bundtet og båret på ryggen. Kvinderne har farverige nederdele på og tørklæde om håret og de fleste går i små klipklapper eller sågar bare fødder. I landsbyerne bliver der bygget på livet løs. Det ene hostel eller hotel efter det andet. Det er kun 3 år siden at turisterne opdagede dette smukke, mystiske og underudviklede område i Vietnam og bortset fra de nye hostels m.m., virker minoritetsgrupperne rimelig upåvirket af turisterne. De er fattige og mange bor i stolpehuse eller lerklinet huse. Det virker som om, at de ikke stiller de store krav og er taknemmelige for lidt, (så er det også svært at blive skuffet). Eneste lidt negative er, at vi turister allerede har vænnet børnene til at tigge. Jeg kan sagtens forstå, at man bliver fristet til at ville give en lille ting eller lidt penge, men jeg synes, det er en uheldig udvikling, da børnene ændrer deres oprigtige glæde ved at se en turist, til at blive aggressive og skuffet, hvis de ikke får noget. Og desværre er det allerede gået så vidt, at nogle forældre vælger at holde deres børn hjemme fra skole, fordi det her og nu kan betale sig at tigge. Vi hjælper dem meget bedre ved, at købe mad, souvenirs og overnatninger m.m.
Det er vildt at tænke sig alle de terrasser, der er bygget og bliver dyrket. Den ene bjergside efter den anden bliver dyrket på mere eller mindre stejle bjergskråninger. Og mest imponerende er det, at der ingen motorkørertøjer kan komme dertil, måske en scooter, men den kan man trods alt ikke hverken pløje, harve eller høste med. Vietnam er det land, der eksporterer mest sort peber og cashew nuts i hele verden og næstefter Thailand eksporterer de mest ris. Vi er super heldige med vejret. Normalt er her koldt på denne årstid, men solen brager ned fra en tildels skyfri himmel, så vi har alt imellem 20-24 gr. midt på dagen. Første dag endte det med at blive lidt sent, før vi nåede frem til den planlagte destination, og den sidste time vi kørte, var solen gået ned bag bjergene. Uff… det var en kold oplevelse og vi frøs begge så vi dirrede. Til gengæld var vi super heldige, for det hotel vi havde indlogeret os på tilbød spa og massage, og det røg vi selvfølgelig på. Først i dampbad, derefter i træ-balje med varmt te-vand og dernæst massage fra top til tå. Og for en gangs skyld var det nydelse og ikke smertefulgt at blive masseret 😉
Når vi kører gennem de små landsbyer, vinker børnene glade, høns, hunde, grise osv. vandrer uberørt rundt. Ind i mellem kommer der nogen trækkende med en ko. De helt små børn render ofte med numsen bar ,og de større søskende passer godt på dem. Kors de er beskidte, men det er jo det herlige i at være barn 😉
Maden er god og mango smoothies er kommet fast på menuen også hos fru Borg, som værdsætter det til morgenmaden 😉
På turen har vi også besøgt en hule… en kæmpe en, som faktisk først er blevet opdaget i år 2016. Vi har set vandfald, og været ikke mindre end 30 km fra grænsen til Kina (det absolut nordligste Vietnam). Vi valgte dog ikke at køre derop, da det trods alt ville blive en afstikker på 60 km og på snoede og hullede veje, samt erfarringen med at temperaturen dropper med lynets hast, når solen forsvinder, sprang vi den del over.
I skrivende stund sidder jeg på vores hostel i Hanoi. I går aftes ankom vi til Hanoi, efter 8 timers kørsel i ligge-bus og min. 2.000 tryk på hornet (uden overdrivelse). I øvrigt var jeg ved at få stjålet mine sko på vejen hjem i bussen 😉 Alle skal smide fodtøjet, når man går ind i bussen og vores sko kommer derefter ned i en skraldepose, som vi tager med os hen til vores plads i bussen. På et tidspunkt bemærkede jeg en dame, der puslede længe med plastikposerne bag mit sæde. Af ren nysgerrighed kiggede jeg efter damen, da hun igen gik fremad i bussen. Hun havde to par sko i hånden bag sig og et par i hånden foran sig. Jeg syntes dog at genkende min blå sål på skoene, som hun bar foran sig og straks tjekkede jeg om mine sko stadig lå bag mit sæde. Det gjorde de ikke? Jeg fandt frem til damen som havde sat sig længere fremme i bussen og forklarede hende, at jeg godt ville have mine sko tilbage. Hun rystede på hovedet og pegede op på chaufføren. Ja, måske, var hun blevet bedt om at hente alle sko i bussen, for at bringe dem op foran? Jeg henvendte mig til chaufføren og fik at vide, at hvis jeg manglede sko, kunne jeg bare stikke i et par klipklapper, hvis jeg skulle ud af bussen. Jeg opgav yderligere forklaring og gik tilbage til damen. Pegede på mine fødder og på alt hendes habengut, for at indikere at mine sko var i blandt. Hun rystede igen på hovedet og trak på skuldrene. Så begyndte jeg selv at fumle med hendes ting og hun hev et par poser frem med hendes barns og egne sko. Jeg blev ved med at insistere på at hun skule lede videre og vise mig hendes bagage. Tilsidst hev hun også mine sko frem. Trak på skuldrene, smilede og sagde undskyld: ”Sorry, sorry”. Haha… – det var vidst rent held, at jeg havde kigget op og så hun havde mine mine sko og heldigvis havde jeg dem på, da vi steg af bussen i Hanoi 😉
Vi gik ud og fik noget at spise… en lidt længere gåtur og vi nød den helt specielle charme og atmosfære der fremkommer af de mange lys på huse og i gaderne. Pludselig blev den beskidte larmende by, forvandlet til en romantisk by, dog stadig med larm og masser af trafik. En gade var med overdrevet meget julepynt til salg i butikkerne og tanken om at vi skal hjem og holde jul med børn, børnebørn og den resterende familie, gjorde det blot endnu mere overdådigt.
Vi har endnu ikke pakket cyklerne ud af transportkasserne og i dag har vi vendt alt vores habengut på hovedet og vurderet nøje, hvad vi skal tage med tilbage til Danmark. Vi tager bl.a. telt, kogegrej, sove-quilt stole, bord osv. med hjem, da vi inde på et cykelforum, læser at overnatninger og mad er så billigt og ingen cykellister benytter sig af deres telt m.m. gennem hele Sydøstasien. Planen er, at når vi når Indonesien til næste efterår (evt. Bali), så kommer børnene ud til os, og de kan have vores gear med ud til os igen.
Nu skal vi blot have tiden til at gå, frem til i morgen tidlig hvor vi skal flyve hjem. ALT lige fra håndlavet ting, kunst, mærkevarer og kopivarer kan købes i Hanoi. Men kender du det at være på bar bund? Vi har alle muligheder for at tage noget med hjem, men er fuldstændig lost i, hvad vi skal finde på. Lidt træls synes jeg 😉
Det er et super heldigt tidspunkt, vi skal hjem på. I dag viser temperaturen 29 gr., i morgen 30 gr.. Men om allerede en uge, dropper den til 16 gr. 🙂
Ih guder jeg glæder mig til at se dem alle derhjemme og klart, at børnebørnene trækker mest… Desværre er min flyskræk igen taget til, så det er med blandede følelser, at jeg har lagt mig til at sove de sidste nætter, hm.

FAKTA:

Hanoi eller Ha Noi har været hovedstad for hele Vietnam siden 1976 og var hovedstad i Nordvietnam fra 1954 til 1976. Byen har 7.785.000(2016) indbyggere.

Lukket for kommentarer.