Fra Istanbul til den Iranske grænse

Heldigvis blev der serveret morgenmad

Vi havde nær troet at tankstationen faldt ned om ørerne på os. Lyn og torden, regn og endda hagl, stod ned fra himlen i et væk. Vi havde cyklet godt 50 km og havde i lang tid fulgt den sorte sky, der stille og roligt kom tættere og tættere på os. Tordenbragene havde runget fra lang afstand og de lodrette lyn stod skarpt i kontrast til den sorte baggrund, ikke umiddelbart et syn der hujede mig, da det trods alt ikke er det fedeste vejr at befinde sig midt i, når man er på cykel. Da de første dråber faldt, øjnede vi en tankstation længere fremme og cyklede alt hvad vi kunne for at nå i læ. Vi nåede kun lige knapt tankstationen, før det skyllede ned. Dette var anden gang på denne dag, at det regnede. Første gang blev vi godt gennemblødte og der fandt vi også ind på en tankstation for at skifte tøj. I mellemtiden havde vi haft høj solskin og nød godt af medvinden, mens vi atter betragtede synet af bjergformationerne som vi passerede. Vi havde også lige måtte aflægge et autoværksted et visit under vejs. Min nøgle var uheldigvis knækket inde i cykellåsen (forklaring følger) og straks vi søgte værkstedet stimlede folk dertil, for at se “aberne” 😉 Det lykkedes dem efter stor diskussion, om hvordan og hvem der skulle have fornøjelsen med at løse opgaven, at få den tilbageblivende stump ud… det lykkedes efter en halv times tid og så skulle der selvfølgelig tages billeder fra alle sider og vinkler af “helten”, cyklen og jeg. – Heldigvis havde vi en ekstra nøgle 😉 

Mens vi sad på tankstationen og håbede på at vejret blev mere tåleligt at cykle i, sad jeg og tænkte tilbage på den familie vi netop havde overnattet hos…

Som tidligere nævnt er der rigtig mange der dytter og hilser på, andre stopper for at høre om vi mangler noget, nogen giver os nødder m.m. og alle der hopper ud af bilen vil have billeder med os 😉 Der er også nogle der tilbyder os et lift og så var der denne her kurdiske mand som straks tilbød os at komme hjem til ham og familien og spise. Det passede perfekt med antal km dagen derpå, så vi takkede ja 😉 Vi ankom til den lille by Eleskirt og fandt frem til ham. Før vi vidste af det, var stort set hele familien… forældrene, søskende, nevøer og niecer samlet for at hilse på. Ingen som i INGEN kunne tale engelsk, udover det obligatoriske “what is your name, my name is og where are you from”. (Google translate er blevet vores rigtige gode ven 😉 ). Inden længe blev vi også inviteret til at sove hos dem. Vi blev anvist til et stort fint rum a´la den fine stue og sofaerne blev lavet om til senge. Så mente de at vi havde brug for at sove. Hm… men høfligt parrerede vi ordre og fik en god lur. Pt har muslimerne *Ramazan. Aftensmaden blev anrettet ved et lille bord på gulvet, som vi sad og spiste fra. Haha… Søren har godt nok svært ved at sidde på gulvet, når bentøjet skal i skrædderstilling, så det er lidt af en udfordring for ham 🙂 Kl. 19.36 (solnedgang) måtte vi tage for os af retterne. Salat, suppe og nogle retter  jeg ikke kender navnet på. Spaghetti med en form for kød sauce var der også og alt (ud over suppen), blev serveret på en tallerken som vi alle spiste fra. Forestil dig at spise spaghetti fra en tallerken, der står midt på bordet, hvor du skal ballancere med gaflen fra tallerken til mund, uden at spilde… det er faktisk en udfordring. Nå, men vi gik mætte fra borde og efterfølgende blev jeg inviteret nedenunder, hvor alle familiens kvinder var samlet. De sad og fik te og sød tyrkisk kage. Der blev grinet så tårerne trillede og af hvad, det aner jeg ikke. Jeg fik gjort mig forståelig på tegnsprog og spurgte om de alle havde langt hår og grinende tog de en efter en deres tørkklæde af og viste mig den flotteste hårpragt. Tørklædet røg dog hurtigt på igen, da det var fototid. De elsker at vi vil have billeder med dem og hvis de synes vi tager for lidt, skal vi så sandelig nok få det at vide 😉 Søren og jeg gik i seng kl. 22.00. Familien derimod blev oppe til kl. 24.00, for igen at stå op kl. 02 og spise og igen lige før solopgang. Heldigvis blev der serveret morgenmad til Søren og jeg, før vi takkede pænt af og trillede afsted på landevejen. 

Jeg hader smerte…

Haglvejret var hørt op, lyn og torden var kommet på god afstand. Nu regnede det blot moderat, så vi hev al regntøjet på fra top til tå og fortsatte de sidste 15 km til Taslicay. Desværre på grusvej grundet vejarbejde. Biler og lastbiler sprøjtede godt med mudder på os, så da vi kom til byen lignede vi nogle der havde taget et mudderbad. Heldigvis stod der nogle og vaskede bil med højtryksspulere og de var flinke til at Søren lige kunne få lov til at give cyklerne en tur, samt det nederste af vores ben. Resten fik vi rengjort på hotellet. 

Faktisk er det ikke fordi vi ikke vil sove i telt nu. Men det har været os skrub umuligt at finde et uforstyrret sted, her hvor vi cykler langs en hovedvej, med enten åbne marker eller stejle bjergsider lige op til vejen. 

Der er gået 5 uger siden vi forlod Erzurum, for at tage en smut til Danmark. Selvfølgelig var gensyn med familien, BØRNENE og venner herligt og vi blev forkælet efter alle kunstens regler uanset hvem vi besøgte 😉 Danmark er nu et skønt land og når bøgen er ny udsprunget og rapsmarkerne står i fuld flor, solen skinner og aftenerne begynder at blive lange og lyse, så kan man godt blive lidt sentimental 😉 Det ene med det andet gjorde i hvert fald at jeg denne gang synes det var ekstra svært at tage afsked. Eller også har det noget at gøre med at jeg måske føler mig en smule utryg ved alle de udfordringer fysisk som psykisk, der venter os? 

Og jo… jeg er eventyrlysten og kan godt lide at blive udfordret på mange områder. Dog hader jeg følelsen af at være i “fare” og jeg hader smerte. Søren har de sidste uger forsøgt at sætte sig ind i div. visumregler. Jeg kan oplyse at det er ikke det rene barnemad at tygge sig igennem og intet er logisk. Vores visum til Iran er 100% på plads. Derefter er det Turkmenistan, men for at få visa til der, så skal vores visum til Usbekistan være på plads først. For at få visa til Usbekistan, skal vi på forhånd kunne forevise bookninger til godkendte hoteller. Dvs. at det er ulovligt at sove privat, i telt eller ikke godkendte steder. Hvis (når vi er i landet) ikke kan bevise hvor vi har sovet giver det fængselsstraf. Hvis det lykkes os at få visa til Usbekistan, kan vi så søge at få et gennemrejse visum til Turkmenistan. Dette gælder kun 5 dage, før vi SKAL være ude af landet igen. På de 5 dage skál vi cykle 100 km i gennemsnit dagligt (så vi håber på medvind). Det siges at der er 50% chance for at vi får dette visa og hvis vi er rigtig uheldige, er det kun den ene af os der får det, trods vi rejser sammen. Der er ingen der kan fortælle, hvad deres kriterier er for et ja og omvendt. Eneste er at krydse fingre. Uanset skal vi starte med at have et LOI (letter of invitation) på plads, hvilket er et must for overhovedet at få sit visa. Vi skal regne på hvornår vi kan være i de forskellige byer, da datoerne skal være forudbestemt. Så nej… det er ingen dans på roser at få vores visa på plads 😉 Dertil skal vi have visa til Tajikistan og Kina osv. Alle har deres egne regler som åbenbart gradbøjes alt efter hvem der behandler sagen og i hvilket humør vedkommende er i. 

I Iran har vi bl.a. skulle forudsige hvor mange penge vi regner med at bruge, da der ingen banker er eller ATM. Jeg skal have dækket min bagdel til og bære tørkklæde, vi må ikke holde i hånd eller give hinanden et kram. Når alt dette er sagt (hvilket kun dækker en brøkdel), så siges det, at i de nævnte lande, skulle befolkningen være ekstra gæstfrie, og hjælpsomme og dét glæder vi os rigtig meget til. 

Måske er det blot alt det uvisse der ligger forud og mest usikkerheden om, vi overhovedet vil lykkes med de planer vi håber at gennemføre, der ligger til grund for min lidt bevægede afsked til Danmark m.m.? 

De råbte og slog ned i taget

Da vi fløj tilbage fra Dk til Istanbul (14,8 mill. indbyggere) tog vi 3 overnatninger, før vi atter sad i flyet til Erzurum, hvor cyklerne ventede på os. Igen er Søren og jeg måske ikke de bedste til at holde storbyferie og jeg tror det er mildt sagt, hvis vi begge følte lidt storby´s kuller den sidste dag vi var der. Igen benyttede vi os af en hop and off bus og på den måde oplevede vi vel nok de mest turistattraktive steder. Vi mærkede intet til *Ramazanen i den forstand, idet alle restauranter m.v. var åbne. Den sidste aften havde der været fodboldkamp og tak spids, sejren blev fejret i stor stil. Hele Istanbul gik total amok. Alle bil chaufførerne tudede i hornene og de øvrige passagerer hængte ud af bilerne mens de flagede med kluppens logo. De stod op igennem soltaget, de sad i sideruderne, og fire gange så vi at de enten sad oppe på taget af bilen, sad på køleren eller lå op ad forruden, alt imens de tudede med hornet i bund ned ad boulevarden i ganske høj fart. – Det krævede gode nerver som tilskuer 😉 

Apropos amok, så prajede vi på et tidspunkt en taxi. Den gjorde holdt og vi steg ind på bagsædet. Ti sekunder efter kom der en mand hen og de startede et voldsomt skænderi. Rev ud og slog efter hinanden og til sidst røg vores chauffør ud af bilen og lige i struben på den anden mand. De råbte og slog ned i taget på bilen og skubbede til hinanden. Søren og jeg kunne regne ud, at han åbenbart ikke havde lov til at samle gæster op lige der. Så vi listede stille og roligt af, dog rystet over deres temperament. Senere kom “vores” taxichauffør tilbage efter os, men nu var vi blevet stædige og valgte at gå tilbage til hotellet 😉 – Han respekterede vores valg 😉 

Du skal fandeme ikke køre fra mig!

Første dag på cyklerne bragte os knapt 90 km videre øst over mod Iran. Det var herligt at komme i gang igen, trods vi godt kunne mærke pausen og jeg begyndte også at fornemme sædebenet efterhånden som vi hjulede afsted og tiden den gik. Allerede nu på fjerdedagen er det blevet meget bedre, nu er det kun de svækkede muskler der lige skal komme sig. Benene var trætte i dag. Dog synes jeg også vi har gjort det ok, siden vi røg i sadlerne. I forgårs havde vi ca. 70 km foran os og de første 35 km var ren stigning. Vi nåede de 17 km, hvorefter vi blev samlet op af en lastbilchauffør. Det var et svært tilbud at modstå og vi var også glade, da rabatten, hvor vi ellers cykler forsvandt. Uanset cyklede vi altså stadig de første 17 km op og op og det mærkes altså, efter så lang en pause. Og igen i dag kom fysikken og ikke mindst psyken på prøve. Som tidligere nævnt er Tyrkiet det land vi har set de største vilde hunde, men umiddelbart også de mest rolige. Det skulle vise sig at ikke alle har samme rolige sind 😉 I hvert fald gjorde vi holdt, så jeg lige kunne filme lidt. Kort tid efter startede der to hunde op med at gø på den anden side af vejen. Jeg kiggede op og så to kæmpe hunde i fuld firspring over marken mod os og de var ikke kun på vej af nysgerrighed eller fordi de ville klappes. Søren råbte til mig: “KØR BIRGIT – KØR NU!!!”. Så vendte han sig om og satte selv igang. Alt imens at jeg fuldstændig panisk fik pakket kameraet ned igen, febrilsk fik fat i min dog daizer og skreg efter Søren: “Du skal fandeme ikke køre fra mig…” Hvis jeg telepatisk kunne slå ihjel, havde Søren ikke været her nu 🙁 Hundene var nu nået helt op til vejen, men gudskelov på modsatte side af den 4 sporet hovedvej. Jeg havde kørt de første par meter og ville geare op, men i al panik fik jeg gearet helt ned og benene hjulede bare rundt…. Op i gear og i et nu overhalede jeg Søren på fuld knald. Jeg hjulede bare derud af, ænsede ikke om hunde eller Søren var bag mig… jeg skulle bare væk og det var NU. Som lynet fra en klar himmel, kom jeg igen til mig selv, mine ben nærmest låste og jeg prustede og stønnede. “Hører jeg ikke mere hundene? Næh…”, forsigtigt vender jeg mig, for at se efter Søren, han var lige efter mig – smilende: “Du kan da sagtens cykle hurtigt”, sagde han. Jeg prøvede at finde humoren i det og gispede at hvis ikke før, så var benene brugte nu.

I skrivende stund, sidder jeg på et hotel ca. 40 km fra den Iranske grænse. I morgen holder vi en hviledag i håb om at det lykkes os at opdatere. Vi opholder os i en by der hedder Dogubayazit og på vej hertil har vi kunne se  Mt. Ararat, hvilket er det højeste bjerg i Tyrkiet, en sovende, snedækket vulkan, der måler 5.165 meter over havets overflade. 

FAKTA:

Ararat er en imponerende snedækket vulkan, knejsende over den anatolske højslette. Det er et historisk bibelsk bjerg og mål for utallige historiejægere og ekspeditioner, da Noahs Ark ifølge Første Mosebog endte her efter syndfloden.

*Ramadan bliver på tyrkisk  og Iransk kaldt for Ramazan. (jeg mener at jeg tidligere har fået skrevet at det hedder Ramadan i Iran. Dette er fejl. Det hedder Ramazan. Ramadan er blot det engelske ord).

Ramadan er navnet på den niende måned i den islamiske kalender og betegnelsen for den muslimske fastemåned. Religionen islam foreskriver, at rettroende muslimer i denne periode ikke må indtage mad eller væske eller være seksuelt aktive fra solopgang til solnedgang. Formålet med fasten er at man erfarer sulten som de fattige har og at rig og fattig bliver på samme niveau. 

Børn, syge, ældre, gravide, ammende mødre, rejsende, sportsmænd i konkurrence og mænd i krig er “fritaget” fra at følge fasten.

Kangal er navnet på den hunderace, som vi ser flest af ude på markerne, uanset om de vogter får eller er alene i flok. Kangal er ikke en traditionel hyrdehund, som bruges til at samle og flytte flokkene, men er en såkaldt vogtende hyrdehund, og som deraf har et meget stærkt beskyttelsesinstinkt. Racen er meget intelligent, mistænksom og forholdsvis rolig af natur. Men hvis hunden vil antaste en trussel, er de meget hurtigt oppe på mærkerne og meget adrætte, udholdende og stærke. Racens mistænksomhed overfor fremmede, og dens evne til selvstændigt at vurdere trusler, kan også godt være en farlig cocktail. En Kangal ser meget venlig og rar ud – og det kan være yderst problematisk, hvis fremmede blot tager direkte kontakt til racen.

Tillægsinfo…

Det skal tilføjes at vi på vores gennemrejse i Tyrkiet stort set kun har oplevet venlige mennesker (dog med undtagelse af 2 episoder, forklaring følger). Vi har nået at bo hos flere i privat regi og alle har været ekstrem gæstfrie. Det skal også siges at det har været under mange forskellige forhold 😉 

Et sted, hvor vi skulle sove på gulvet, opdagede vi til vores store skræk at gulvtæppet var spillevende. Der var ikke 2 kvadratcentimeter uden at der var bevægelse. Små sorte bæster på den halve størrelse af en hus myre, dansede op og ned i luven.  – Vi tog ingen skade, blev hverken bidt eller andet.

Et sted var der så ulækker beskidt at jeg brugte en halv toiletrulle til at stå på efter jeg kom ud af badet… (havde desværre fået sagt ja til et bad, før jeg vidste hvad jeg gik ind til). – Den anden halvdel blev brugt til at begå mig på badeværelset uden at komme direkte i berøring med noget. Trods deres sengetøj, lagde vi pænt vores eget på, både under og over os og så håbede vi på, at vi ikke blev tilbudt morgenmad, da det næppe kan beskrives hvordan køkkenet så ud… – Det gjorde der ikke og vi spiste ude 😉

Ubehageligheder: En chauffør der venligt gav os et lift, men desværre ikke respekterede vores grænser verbalt. Jeg vil slet ikke komme ind på, hvilken genre han var i, eller hvad han sagde og ville have os til. – Vi “slap fri” i god behold, kun min cykelnøgle knækkede af bjergningen op og ned fra køretøjet. 

En anden gang i Istanbul blev vi tilbudt parfume til billige penge, men takkede pænt nej, hvor vi tilsidst blev kaldt grimme ting. Vi overlevede selvfølgelig, men synes blot det er super ærgerligt at folk (specielt i turistområder) ikke kan respektere et nej. Det ødelægger oplevelsen af deres ellers ekstreme gæstfrihed.