WBT. Turkmenistan

Turkmenistan

En forrygende start

Med stor tålmodighed, fik vi vores visa på plads til Turkmenistan og nu kom dagen, hvor vi skulle forlade Iran og cykle ind i Turkmenistan. Vores visa er et transit visa (gennemrejse visa) og gælder kun for 5 dage. Vi skal altså tilbageligge 500 km på disse dage. Første dag er planen at nå de 120 km. 

Ingenmandsland. Iran – Turkmenistan

Og sikke en opstart… – Der blev først åbnet ved grænsen kl. 08.00, så allerede der, røg planen i vasken, om at skulle tidligt afsted fra morgenstunden. Men måske også lige fedt, da alting tog en halv krig og den var langt over middag, da vi kunne begynde vores dagsmarch. Specielt på den Turkmenske side tog det lang tid. En del af vores tasker blev tjekket og selv i samme lokale skulle vores pas tjekkes, jeg ved ikke hvor mange gange. Det var lige før, man skulle tro det er en form for beskæftigelses terapi for dem 😉 Vi mærkede også straks at det iranske venlige og smilende sind, ikke var samme selvfølge hos turkmenistanerne.

Temperaturen havde allerede rundet de 40 gr. og det var også blæst pænt op, “selvfølgelig” fra nord (vores cykelretning).  Efter at have tilbagelagt de første 6,5 km, er det trods alt ufattelig så hurtigt tingene skred fremad og svissen svassen, havde vi også nået 200 km. Vejen var mere end elendig. ujævnhedder og huller og et langt stykke med grusvej af den slemme art, ofte måtte vi køre i den forkerte side af vejen. Vi passerede flere kameler, som gik inde på markerne og politiet stod med jævne mellemrum, for at tjekke pas. Uanset hvordan Søren ellers forsøgte at forklare, vi er fra Danmark, kunne de ikke forstå det. Ikke engang ved at kigge i vores pas… hm? Efter mange stop (grundet mig), så var vi fremme i Mary allerede ved 17 tiden. Eneste pris har “kun” været… – een hel nat overskrævs på pedallokummet, efterfulgt af opkastning, startende ved den Iranske grænseovergang. Derefter, kastede jeg op (vand og galle) med alt imellem 5-15 minutters mellemrum frem til kl. ca 17.30. Udover mine ofrer, måtte vi slippe 50 dollars til taxichaufføren, der havde gjort holdt flere gange (mens jeg ofrede), for at høre, om vi havde brug for en taxi. Må indrømme at jeg havde svært ved at stå imod tilsidst, da jeg var fuldstændig afkræftet. Så her på et hotel i Mary er vi altså nu. Jeg er stadig kvæstet og har blot brug for en masse søvn oven på denne forrygende opstart i Turkmenistan. – Og nej, nej… det er ikke kun mig, der har dårlige dage. Sørens er bare lidt bedre timet 😉 Han brugte nemlig dagen i forvejen på et hotelværelse, hvor han sad over skrævs på pedallokummet og ellers lå i sengen det meste af dagen. Nu håber jeg blot at vi begge er på toppen i morgen og kan komme afsted TIDLIGT, inden varmen og blæsten bliver for stor en mundfuld 😉 

Me Turkmenistan… – You?

Lidt mærket af gårsdagens ofringer… og ikke mindst at være stået op kl. 04.00, havde vi en dejlig opstart ud af byen, Mary, hvor vi havde sovet.

Solen står nu næsten lodret over os, bagdelene svider og gør ondt og min bh kan vrides af sved, men ellers når den moderate modvind at tørre sveden væk på resten af kroppen. Søren har slæbt på 9 ltr. ekstra vand, som snart er drukket (udover det vi har købt undervejs et par steder). Ind i mellem har vi hældt lidt vand ud over benene, for at køle lidt på vores varme-udslæt. Vi har siddet langt over 6 timer i saddelen. Kilometer efter kilometer er der bare ørken… en enkel fårehyrde og en flok kameler møder vi, ellers er det bare sand og sand og stikkende grønne buske.  Biler og lastbiler kommer susende i rasende høj fart og skræmmende siksakker de fra den ene side til den anden side af vejen, for at undgå de modbydelige huller der er.  Vejen er mere end elendig. Flere steder er asfalten kørt op, så det ligner bølger på vandet. Vi tænker at det er fordi asfalten smelter og de tunge lastbiler, får maset den op. Over lange strækninger er vejen krakkeleret, så det føles værre end et vaskebræt at cykle på og flere gange nærmest danser cyklen fra side til side og op og ned, (Ikke de bedste ods, for en i forvejen øm bagdel og kvalmefornemmelser). Jeg har haft tiltagende kvalme den sidste time og jeg kan mærke mine kræfter er ved at slippe op… KUN 9 km tilbage, så er vi i mål og kan slappe af. Flere gange over dagen har jeg tænkt på, hvorfor jeg egentlig gør det her? 

Rigtig mange i Iran spurgte, om vi blev betalt af staten for at gøre det og når vi svarede nej, sagde de at vi var godt tossede. Når de spurgte hvorfor og vi forklarede vores hvorfor… så tror jeg ikke de kunne følge os i vores svar. – Og nogle gange kan jeg da selv komme helt i tvivl, når jeg synes det hele er ren elendighed. 

 

Så HVORFOR gør vi det så? 

For det første er vi rejselystne og har ønske om at opleve så mange forskelligheder som muligt. Mennesket, kulturen og naturen. I vores optik er det klart, den ultimative måde at rejse og opleve på. Vi får så meget mere med i bagagen, uanset hvilken anden rejseform vi sammenligner med. Vi får mange flere detaljer. Hvis vi var i bil, ville ingen stoppe os, ingen tilbyde os mad eller overnatning. Ingen ville råbe efter os og sige: “Welcome to our country, where are you from?” osv. Ingen ville stoppe op i deres biler, blot for at få et billede sammen med os.

Vi ville ikke nå at se skildpadderne eller de små jordegern, de små mus eller de store firben, der piler hen over jorden, når vi kommer. Vi ville ikke have gale eller logrende hunde efter os. Ikke se detaljerne på blomster, træer og marker. Vi ville ikke bemærke forskellen på affaldet langs vejene. Vi ville ikke bemærke forskellen på de forskellige byer og på mennesket vi møder. Vi ville ikke blive mødt med samme interesse, nysgerrighed, hjælpsomhed og gæstfrihed. Vi ville ikke opleve nydelsen og udmygheden i samme grad. Vi ville ikke opleve landet, kulturen og naturen li´så detaljeret som vi gør det nu. Vi ville ikke være taknemmelige for det vi har og det vi får, i samme grad som nu. Vi ville ikke føle os li´så danske og være stolte af vores nationalitet i samme grad og vi ville ikke savne vores land på samme måde.

Vi ville ikke selv blive udfordret i samme grad på godt og ondt. Ikke føle den samme tilfredshed og stolthed, når et bjergpas er nået eller et land er lagt bag os. Sagt med andre ord… – Vi ville blot ikke få HELE eventyret på godt og ondt, hvis vi havde valgt en anden måde at rejse på.

En bil stopper… de vil tale og kan godt engelsk. Jeg kan høre på Sørens stemme at han også er udmattet og ikke mindst irriteret over at skulle stoppe op for at bruge tid på at tale med dem, da han lidt vrissende fortæller at vi skal have fundet skygge og noget koldt at drikke. De fortsætter og det samme gør vi. Birgit… nu er der kun 3 km tilbage – du kan godt. Det er nu, du skal sige til dig selv at du kan dobbelt så meget som du selv tror og ti gange mere end din mor tror. Jeg forsøger lidt anstrengt at smile, men opgivende svarer jeg at dobbelt så meget af ingenting, er li´som temmelig håbløst. Søren lægger hans hånd på min lænd og skubber blidt. Åh – hvor er jeg taknemmelig for at han er min livsleder og samtidig fatter jeg ikke, hvordan pokker han bæger sig ad med lige at finde det “ekstra gear”?

Jubiii… nu kan vi se tankstationen og vi halser derhen. Vi tømmer lynhurtigt hver især den flaske kolde vand vi får og den næste også. Skyggen gør godt og sveden begynder nu at pible frem i ansigtet. Der er 375 m. til caféen, som er vores endelige mål for dagen (98 km). Det er først på eftermiddagen og tankpasserne fortæller at der er 42 gr. i skyggen. Hm… jeg tror deres temperaturmåler viser mindst 10 gr. for lidt 😉 

Alle spørger, hvor vi er fra og ingen kender Danmark. Tidligere på dagen lød en samtale således: 

  • Turkmenistaner: “Me Turkmenistan… – You?
  • Søren: Me Denmark
  • Turkmenistaner: (tænkepause) Me Turkmenistan… You? 
  • Søren: Me Denmark… Dánmark…
  • Turkmenistaner: Nonononono (han vifter med hånden og ryster på hovedet). “Me Turkmenistan… (peger på Søren) You? -Albania, Canada? -Så måtte Søren have verdenskortet frem 😉 

Det lykkedes at få slæbt os hen på caféen og vi endte med at få lov til at slå teltet op inden for i hjørnet af deres café (restaurant). 

Jamen altså… folk ER bare flinke. Jeg fik hjælp til at klatvaske mig ude bagved og så fik vi en ordentlig skudefuld spagetti. Søren fik sig en øl (længe savnet) og jeg en Coca Cola. Jeg er åbentbart ikke hel på toppen, toilettet kalder og jeg får vist vejen. En lille bygning godt afsides. Denne gang er der et klinkebelagt gulv med hul i midten, over et kæmpe hul. For pokker da… eneste bønner fru Borg har nu, er at gulvet ikke braser sammen under hende og at hun ellers har placeret sig rigtigt i forhold til hullet 😉 Jeg klarede frisag og taknemmelig for at bygningen var så langt væk, kunne jeg mærke at kræfterne begyndte at vende tilbage. 

Kl. 19.00 hoppede jeg ind i teltet (i hjørnet af restauranten). Hihi… altså hvad vi ikke oplever – smiler. Søren kommer også kort tid efter. Puha – det er svært at sove. Toilettet (lokummet) kalder… fjernsynet drøner derud af. Gæster og familien selv de larmer. De har de sødeste tvillinge-piger på 2 år. Når de har set os uden for eller inde, så kommer de hånd i hånd og rækker den anden hånd frem, mens de siger “salam”. Ih… de er søde. Men lige nu, hvor vi gerne vil sove, virker de meget støjende. Omkring midnat, fandt familien også til køjs og et par af dem sov på et gulvtæppe inde i restauranten sammen med os 😉 

Vækkeuret er sat til kl.03.00 og lidt i fire, stod vi klar ved cyklerne. På mit styr sad en lille seddel og der hang et hjemmelavet armbånd. Dagen før havde jeg fået en halskæde af dem. Desværre stivnede det ellers brede morgensmil hurtigt, da jeg konstaterede at mit forreste dæk var fladt – Øv. Vi fandt ikke hullet og tog chancen blot ved at pumpe luft i dækket. Det var bælgragende mørkt da vi trillede ud på den elendige vej igen. Nye kræfter var kommet til benene, min mave føltes næsten normal, temperaturen var dejlig behagelig, der var ingen vind og humøret var højt. Planen var blot 80 km til næste overnatningssted (café).

Lokum: Så håber vi bare ikke at gulvet braser sammen 😉

Jeg fik en halskæde og et armbånd 😉

 

Vinden tog til, i takt med at solen stod op. Selv om vi er startet op en time tidligere, føltes det varmere og allerede først på formiddagen føltes det li´så varmt som da temp. var på sit højeste dagen i forvejen. Den elendige vej, var skyld i at vi ikke var nået li´så langt, som vi havde håbet på og allerede efter ca.: 45 km stoppede vi op, for at spise og dét er altså varmt skal jeg hilse og sige, sådan ude midt i en ørken 😉 

Med fornyet energi sprang vi på cyklerne igen. Cyklede omkring 100 m og så var Sørens forhjul fladt. Ingen skygge. Slangen blev skiftet og jeg begyndte at få det dårligt. Op på cyklerne igen. Cykle 20 m… Sørens baghjul var fladt, suk. Og jeg blev mere dårlig. I går troede jeg, det var mest fordi jeg ikke havde fået noget at spise… nu tror jeg mere det måske er selve varmen, der gør mig dårlig. Det er 100% ikke fordi at jeg drikker for lidt. Tværtimod… måske for meget? Det var efterhånden også blæst godt op og jeg så i ånden at der ville gå lang tid, før vi havde nået de næste 40 km. Ikke mindst havde vi for lidt vand.

Ud med tommelfingeren. En venlig mand stoppede straks op og fluks var vi i li´så hæsblæsende fart som alle de øvrige billister, 60 km foran budgettet og havnede i Turkmenabat. Held i uheld, kan man vidst roligt kalde det. Både fordi at vinden efterhånden ruskede godt og vi kørte igennem flere steder med sandfygninger og også fordi at vi på hotellet, fik konstateret 3 huller i den ene slange og 5 huller i den anden. Så nu benytter vi lejligheden til at finde nye slanger i morgen og forhåbenligt også til at se lidt andet interessant i byen 😉 

Guldtænder og lange kjoler

Det har været en kæmpe kontrast at komme fra Iran og ind i Turkmenistan. Generelt er her meget mere rent og i pæn afstand uden for byerne og inde i byerne, går der damer rundt og samler affald. I byerne langs de flotte og oplyste boulevarder, er bygningerne hvide  og pompøse. Damerne går stort set alle klædt i lange fine kjoler, også dem der samler skræl eller arbejder i marken. På hovedet bærer de tørklæder, sat op omkring en stor blomst eller andet, så de næsten får en hattelignende facon. Vi har også set nogle af mændende i flotte dragter og med hovedbeklædning. I dag hyrede vi en vogn og blev kørt lidt på sightseeing. Først var vi i en cykelbutik, for at købe nye slanger. Ikke af den bedste kvalitet, men bedre end ingenting og hel klart bliver vi snydt, hvad prisen angår. Men det har vi også læst. Der findes turist priser og der findes deres egne priser. Take it or leave it 😉 Der er pæn meget trafik i byerne uden at der er kaos. Til gengæld er der god afstand mellem dem vi ser på gaden, grundet varmen formoder jeg. Vi skulle også have mælk og vi endte med at køre til flere butikker for at få den. Vi havde aldrig selv fundet frem til den butik m.f. Sjældent ses det at der er en butik bag facaden. Vi kørte også lidt bagom og så bygningerne, hvor folk boede. Det var til gengæld grå, triste beton blokke, spækket med paraboler oven på taget og ned langs siderne af bygningerne. 

Generelt er de muslimer, men vi har ikke hørt nogle prædike over højtalere og ej heller set nogle moskeer eller også ved vi blot ikke, hvordan de helt ser ud. Rigtig mange har hele munden fyldt med guldtænder og nogle har en blanding af guld og sølv. Hm… på afstand synes jeg at det ligner sorte tænder og i hvert fald ikke noget vi synes er kønt.  

På landet bor de fleste i murstenshuse og det ser ud til at det er samme “arkitekt” der har været over dem alle. Bilerne ser ud til at være i en ok stand (mange kører i Toyota).

Folkene virker ikke så smilende i første omgang. Men når de har set os lidt an, kommer smilet frem. Dog virker det hele bare lidt mere melankolsk. 

Vi cykler 40 km (i modvind) tidligt morgen til den næste grænseovergang fra Turkmenistan til Uzbekistan. Det gik langt mere smertefrit end forventet at komme igennem. De gennemgik ikke engang vores tasker, men ønskede os derimod velkommen og fortsat god rejse 😉

Lukket for kommentarer.