WBT. Japan 9 – Tokunoshima

Japan 9

Tokunoshima

Lykkelige for at vi ikke sov i telt
Det dårlige vejr fortsætter. Det er vildt frustrerende. Da tyfonen, “Trami”, havde passeret os, kunne vi tage færgen til Tokunoshima den næste dag. Vi sejlede kl. 18.00 og var fremme næste formiddag kl. ca. 10.00. Tokunoshima er en lille ø, kun 60 km i omkreds. Men den skulle være charmerende og bl.a. kendt for unge sumobrydere og ikke mindst tyre-sumobrydning. Trami har desværre gjort stor skade på øen, elektriciteten er gået på størstedelen af øen og overalt hænger der kabler og dingler eller de ligger i stumper på jorden. Vejret er fint, tildels blå himmel og en god rygvind, da vi begav os afsted på cyklerne langs kysten.
For første gang oplever vi uorden i Japans land. Knækkede palmer og store grene, ligger i et virvar på vej og fortov. Ituslået bjælker, hvilket også medfører en del søm på vejen og vi skal holde et vågent øje med dem, for ikke at få et i dækket. Vejskilte der er lagt ned, men værst af alt, er der huse, der enten er væltet omkuld i stormen eller har mistet store dele af taget. Sukkerrørsplantagerne har også lidt stor skade og jeg tror næppe, de kan prale med en god høst i år. Vi stoppede op ved en convinient store, 7-eleven, men den var også ryddet for friske madvarer, da de ingen strøm havde. Overalt er der håndværkere i gang med at reparere skader fra Trami´s spor. De skal arbejde hurtigt, for at forberede til den næste tyfon, som rammer ind om et par dage. Vi fandt et skønt campingsted ved stranden og kunne ligge uden telt, men blot på vores madrasser, under et halvtag. Vi nød den flotte solnedgang, spillede et par talspil og blev enige om, at det var smart at gå tidligt i seng og starte tidligt op dagen derpå. Vi ville gerne rundt om øen. himlen var spækket af stjerner og alt tydede på en god nats søvn.
Kl. var 03.20, den sidste gang jeg tjekkede uret, før det lykkedes mig at falde i søvn. Så typisk, når det gælder, kan man ikke falde i søvn. Tankerne om fremtidige udfordringer og nye lande, familie og venner derhjemme, var et kaos og jeg havde svært ved at skubbe dem fra mig og falde i søvn. Så lettere hængt om morgenen, fik jeg da manet mig op og kom ud af fjerene.
Det var stadig fint vejr. Godt nok overskyet og lidt mere vind, men pyt… benene var friske oven på alle hviledagene i Kagoshima. Knapt havde vi cyklet 1 km, da regnen overraskede os og det var også blæst mere op. Vi kunne ikke rigtig se formålet i at cykle 50 km videre rundt om øen i regn og modvind, så vi endte med at cykle retur til byen, hvor vi havde lagt til med færgen, den forudgående dag. Søren håbede på, at vi kunne nå færgen og sejle videre til Okinawa. Ingen færge og så ellers ud og finde et hotel.
Lykkelige for at vi ikke sov i telt, lå vi denne gang på et billigt hotelværelse og lyttede til vindens rasen og regnen som piskede ind på ruderne. Den udeblivende færge, havde sejlet fra modsatte side af øen, men hvem kunne gætte det? Hvis vi havde vidst det, havde vi nok cyklet i modsat retning. Nu er færgerne til gengæld aflyst, pga. den varslende tyfon. Og selv om tyfonen ikke rammer os direkte, kan jeg bekræfte, at der er gang i bølgerne mm., som synes at komme fra alle sider, og de er monster store. Lettet over at vi ikke ligger og roder rundt ude på havet, er det alligevel nogle lange dage. Her er intet at foretage os. Intet liv i byen. Vi har været ude og spise en enkelt gang, ellers har vi selv lavet mad på hotelværelset. Internetforbindelsen er meget ringe, så dansk tv er begrænset. Så ligger vi på maven og så på ryggen. Så laver vi ryg- og mave øvelser. Så bliver facebook og vejrudsigten tjekket for hundredetyvende gang. Ih guder… til tider, kan tiden føles lang. De få stykker tøj, der skulle vaskes er for længe siden klaret. Jo jo… det kræver lidt tålmodighed at være fanget i dårligt vejr.

2 tanker om “WBT. Japan 9 – Tokunoshima

  1. Skøn video – I er seje – må jeres net fyldes og vindene bære jeres vej 🙂