WBT. Japan 4 – Kyoto

Japan 4

Kyoto

Japanerne sorterer al deres affald
Vi nåede Kyoto rimelig tidligt på dagen, efter ca. 50 km på cyklerne. Temperaturen er stadig høj og med en luftfugtighed på over 80%, føles det ofte, som om vi lige er blevet hevet ud af brusekabinen begge to. Japanerne er meget forsigtige og overholder generelt alle regler. Og vi havde da også fået at vide at det var farligt at cykle i Kyoto, grundet den travle trafik med busser, taxier osv. Men gang på gang skal vi tage, hvad vi hører med et gran salt, for godt nok er der tæt trafik, men de kører stadig meget hensynsfuldt og vi føler os på ingen måde udsat for fare. Så vurderingen er selvfølgelig ud fra hvad man er vant til eller har hørt 😉  Indtil videre har der været cykelstier sporadisk. Så kommer der lige 200 m. og så ophører den igen. Eller også er der en kombineret cykel-/gå-sti, men den er blevet overtaget af ukrudt eller det er en forhindringsbane, grundet indkørsler og master/lygtepæle eller fodgængere og efter som Søren og jeg ikke er på søndagstur i den forstand og vi også fylder pænt i landskabet, med alle taskerne, så vælger vi oftest at blive ude på vejen, hvilket vi heller ikke har fundet nogle problemer i.
Mange ting er blevet lidt mindre i Japan. For det første er folk skrumpet ind til ingenting og er heller ikke så høje. Men det tror pokker, for deres indkøbsvogne i supermarkederne er ikke større end hvad en lille indkøbskurv (ikke dem på hjul) er hjemme i Danmark 😉 Portionsanretningerne er også blevet mindre, hvilket nok er meget fornuftigt, når man er så madglad som jeg er. Bilerne er også blevet generelt mindre (til sammenligning med Syd Korea). Mange kører i små “postmand-Per” biler, men selvfølgelig er der også nogle fede og store biler ind i mellem – specielt i storbyerne.
OG så har vi et mangel på skraldespande, haha. Japanerne sorterer al deres affald. De skyller pap kartoner og klipper dem op. Flamingobeholdere til mad bliver vasket af, plastikflasker og skruelåg kommer hver for sig osv. Sorteringsbeholderne ser vi kun i Lawson, 7-eleven, supermarkeder og lign. Aldrig ser vi en skraldespand på gaden… Okay, okay – nu er jeg ikke helt fair. Vi har netop set de første to skraldespande i Kyoto 😉 Men det er også det. Vi har hørt at det begynder at blive et problem for japanerne, at turisterne ikke respekterer deres affaldssystem, så måske også derfor der er sat et par skraldespande op i Kyoto. Ellers er Japan absolut det mest rene land vi har været i. Selvfølgelig er der altid nogle brodne kar ind i mellem, men generelt er det en ren fornøjelse at cykle igennem natur og by, uden at blive distraheret og ærgerlig over en masse affald.
Første overnatning i Kyoto slog vi teltet op midt inde i en bypark. Vi ventede dog med at slå det op til tusmørket faldt på, for at gøre os så lidt bemærket som muligt. Cikaderne var gudskelov ikke så højrøstede og trafikstøjen var vi på god afstand af. Alt i alt sov vi ganske fredeligt med gode toiletforhold, 30 meter fra os 😉 Næste morgen på vej tilbage til teltet fra toilettet, kom der en mand over og sagde vi ikke måtte campere i parken. Morgenmaden var indtaget og vi var klar til at pakke os sammen, så timingen var helt perfekt. Vi havde da også talt om, at det var underligt, ikke andre backpackere benyttede sig af parken, efter som vi ikke kunnet få øje på nogle forbudsskilte.
Nå… vi fik hurtigt pakket os sammen og resten af dagen gik med sightseeing rundt i byen og blev til godt 25 km med fuld oppakning. Ind og ud af templer og en populær gade med store bambus. Sidst på dagen ankom vi til det guesthouse, som Søren havde booket på forhånd. Det lå godt trukket tilbage fra gadestøj og i gåafstand til centrum. Et perfekt guesthouse. Rent og pænt med lille stue, køkken, badeværelse, vaskemaskine og to soveværelser, og det bedste var prisen på 180 kr. pr. døgn for os begge to.

 

Hendes engelske perfekt og hendes “frækhed” lige så
Indrømmet… Er man lidt af en gourmetgris, som det nok er gået op for dig, at jeg jo er, så er Japan den perfekte destination.  Her bydes på smagsoplevelser i alle afskygninger, kreativt dekoreret, flot anrettet og ikke mindst serveret med en sjælden og raffineret elegance. Sidstnævnte er dog oftest på de mindre turist steder.
Det er virkelig noget der passer lige ind i mit kram og gudskelov, er Søren li´så glad for både maden og oplevelserne… han reklamerer blot ikke højlydt med det, men så længe vi spiser af samme fade, er den ikke helt gal, tænker jeg 😉
*Sukiyaki er blandt de mest populære retter i Japan og findes i alle prisklasser, afhængigt af kødets kvalitet og stedet i det hele taget.
Fru Borg her, havde selvfølgelig googlet, hvor dét skulle afprøves, hvilket heldigvis lå i gåafstand fra vores guesthouse. Vi havde tidligere været forbi, for at sikre os et bord, men det blev lidt af en prøvelse. Udenfor restauranten stod en velklædt japansk herre og med et bestemt smil, affejede han os på meget dårligt engelsk. Vi forsøgte med smil og fagter, dog uden held og uden rigtig at forstå hans afvisende argumenter. Jeg spørger en forbipasserende dame, om hun taler engelsk og tilfældigvis er både hendes engelske perfekt og hendes “frækhed” lige så. Først var det et blankt nej… derefter skulle bordbestillingen foregå fra et ordentligt/godkendt hotel og så krævede det at vi havde et japansk tlf.nr. Alt hvad vi forsøgte, var et ikke godt nok? Tilsidst forslog hun at bestille bordet i hendes navn og det hele endte med, at mod vi lagde et depositum på 2.000 yen (120 dkr.), fik vi bord i eget navn og vi blev da også høfligt taget imod senere på aftenen. Det mest underlige var, at vi stort set, var de eneste gæster i den åbne restaurant. Mod ekstra betaling, kunne vi få vores eget private rum, men for os var maden pt. det vigtigste. Maden var også ganske udemærket, og kødet var blandt top 3 på listen (i lighed med kobebeef).

Senere fik jeg en besked fra damen som hjalp os, at hun var ked af den oplevelse vi fik, men at det ofte var normalt at udlændinge bliver afvist, de lidt bedre steder. Hm…

Godt mætte gik vi ned i det kendte område, Gion-geishadistriktet. Det er stort set umuligt for turister at komme ind bag gardinerne til restauranterne og opleve den japanske kultur og *geishaens ynde. Så sammen med de øvrige turister, forsøgte vi at suge stemningen til os ude fra de smalle gader og i skæret af de røde lamper. Resten måtte vi overlade til fantasien 😉

Billeder af Geishaer
Det styrtregnede da vi cyklede ud af Kyoto mod Kobe, før regnen tog til, havde vi lige nået at se den sidste attraktion, som var på vores liste. Det blev til godt 50 km i tæt trafik, men alligevel en nem dag i sadlerne 😉 Denne gang havde vi fundet frem til en warmshower og vi blev taget godt imod.

FAKTA: 
Derfor bliver japanerne så gamle
Japanernes middellevetid er den højeste i verden. Japanske kvinder bliver i gennemsnit 85 år, og japanske mænd i snit 79 år. Antallet af plus 100-årige i Japan er firedoblet inden for de seneste 10 år. De seneste tal fra september 2006 viser, at 28.395 japanere er 100 år eller mere. 85 pct. af de plus 100-årige er kvinder.

Forskere fra Tokyos Institut for Gerontologi peger på flere årsager til japanernes høje levealder:

Den vigtigste årsag er den japanske kost. Kun 3 pct. af japanerne er overvægtige mod 11,4 pct. af danskerne og 32,2 pct. af amerikanerne. Japanerne indtager færre kalorier end den typiske europæer eller nordamerikaner. De spiser mere fisk, grøntsager, sunde fiskeolier og sojaprodukter som tofu, mens de undgår rødt kød og saltede færdigretter.

Forbruget af alkohol er lavere end i Europa.

Forskerne understreger dog også, at flere tendenser i det japanske samfund kan true den høje middellevetid. 46 pct. af de japanske mænd ryger. Nye kostvaner med mere fastfood sniger sig ind blandt de unge. Derfor er de japanske sundhedsmyndigheder i øjeblikket ved at forberede en national kostkampagne.

Kilde: OECD Health Data 2007 og The Guardian.

*Sukiyaki

Sukiyaki er en japansk gryderet bestående af papirtyndt snittet oksekød, tofu, Konnyaku-nudler, løg, kinakål og Enoki-svampe. Ingredienserne koges i sojasovs, sukker og mirin i en støbejernsgryde.

*Geisha

En geisha er en professionel værtinde som underholder gæster med forskellige performance-arts i tehuse der bliver kaldt O-chaya. De bliver trænet i en række forskellige traditionelle færdigheder som dans, sang, instrumenter, blomsteranretninger, te-ceremonier, konversation og meget mere. En geisha bliver ved med at studere og perfektionere sine færdigheder igennem sin karriere.

En geisha arbejder med at underholde gæster i meget dyre te-huse. En Geisha er en meget dyr affære, og et geisha-selskab kan nemt koste flere tusinde kroner. En succesfuld geisha må demonstrere skønhed, værdighed, kunstnerisk talent, charme og en suveræn etikette og raffinesse.

Geishaer serverer drinks, taler med gæsterne og udøver deres kunstneriske færdigheder. De underholder også ved forretningsmøder eller fester for en betydelig pris hvor de foruden at konversere også vil vise enten “Tachikata” som er traditionel japansk dans eller “Jikata” som er sang og instrumenter.

En geisha har mange forskellige slags forhold til mænd. De er ikke prostituerede, men det er kutyme for en geisha at have en mand som hun er involveret med følelsesmæssigt, økonomisk og seksuelt – men det er op til den enkelte geisha at bestemme sig for om hun vil eller ikke. Det er også noget andet der kendetegner en geisha, at hun aldrig har et one-night stand.

I 1920´erne var der ca 80.000 geishaer i Japan, men i dag er det nummer faldet til omkring de 10.000 på grund af vestens indflydelse på den japanske kultur, og det tal er stadigt faldende.

 

2 tanker om “WBT. Japan 4 – Kyoto