WBT. Japan 10, 11 & 12. – Okinawa og øerne

Japan 10, 11 & 12

Okinawa og øerne

Et af verdens største akvarier

Yeah… endelig fik vi godt vejr og cikaderne begynder at give lyd fra sig igen. Dog måtte vi lige væbne os med tålmodighed et enkelt døgn mere, da vi skulle videre med færgen, som trods alt er næsten et døgn undervejs fra Kagoshima, før den nåede til os. 
For en gangs skyld foregår sejlturen i dagslys og vi nyder synet af de mindre øer, og klipper, der bryder havets overflade. Fra dækket kan vi se en masse små flyvefisk… helt utroligt så langt de kan flyve/springe. Som altid, når jeg står og spejder ud over vandet, håber jeg på at se en hval eller andet spændende, men heller ingen held denne gang. Selv om vi stod tidligt op og færgeturen kun skulle tage 7 timer, ankom vi først til Okinawa ved solnedgang. Dette begrænsede selvfølgelig vores muligheder og i stedet for at forsøge at finde et campingsted, fandt vi ind på et guest house blot 8 km fra færgehavnen.
Næste dag besøgte vi øens hovedattraktion et af verdens største akvarier. Og det var absolut imponerende, krabber større end vores fantasi næsten kan rumme, alverdens farvestrålende fisk i alle nuancer hvor kun fantasien sætter grænser for form og bevægelsesmønster. Havskildpadder, søkøer og ikke mindst to hvalhajer i samme bassin og så selvfølgelig de søde og sjove delfiner.
Først på eftermiddagen cykler vi igen videre sydover langs vestkysten. En enkelt punktering på Sørens baghjul, men ellers blot nydelse og fascination over forskelligheden fra det øvrige Japan.
Okinawa øerne ligger mange hundrede kilometer syd fra resten af Japan, og øerne har været selvstændige såvel som under kinesisk og amerikansk overherredømme. De japanske tage er kommet i mindretal, og steakhouse reklamer frister på hvert et gadehjørne. Man er ikke i tvivl om det især amerikanske præg, da strand- og hotelnavne kunne lyde, som var vi i Californien/Florida. Og det ligner da også næsten et udklip af Floridas kystlinje. Flotte store hvide og prangende hoteller er bygget i hobetal direkte på de hvide strande med palmetræer. Der er stadig mange amerikanske militærbaser på øen, hvorfor her selvfølgelig også, er mange amerikanere. Så jo… man kan godt sige, at Okinawa øerne skiller sig ud fra resten af Japan med deres mix af herredømme. Alligevel oplever vi dog på den korte tid, vi har været her, at det er den japanske kultur, der trænger mest igennem.
Efter at have været i akvarium cyklede vi blot godt 20 km, før vi slog teltet op i en park lige ud til vandet. Dagen derpå cyklede vi videre sydpå. Vi havde en aftale med en warmshower host, men havde god tid, da vi blot skulle cykle 40 km på dagen. Det turkis blå hav fristede, og på et tidspunkt drejede vi ind ved et af hotellerne, og slog os ned på stranden foran hotellet. Super luksus med liggestole og hvis vi ellers ville, tror jeg snildt, vi både kunne have hoppet i hotellets pool og benyttet os af hotelbaren, uden at nogen havde brokket sig. Vi nøjedes dog med en dukkert i havet og nød godt af liggestolene, før vi igen cyklede videre til vores host. Jim, er amerikaner og arbejder på en af militærbaserne. Han er utrolig venlig, har selv qua hans arbejde boet i flere forskellige lande, og han taler flydende japansk. Hans største hobby er at cykle, og hvert år tager han afsted en måneds tid på cykelferie. Inden længe er det Vietnam, han skal til. Vi kan tale om rigtig meget og hans væremåde og dejlige hus gør, at vi føler os næsten hjemme. Jim havde også besøg af en anden god ven, Mr. Miyoshi. Han er 73 år gammel og frisk som en havørn. Han turede rundt i huset, tilberedte aftensmad og morgenmad til os, bukkede og grinede konstant, og var i det hele taget bare en enorm livsglad og hyggelig mand, der satte pris på de små detaljer og ting i livet. Den ene dag, tog vi på en lille cykeludflugt med Miyoshi og hans alder taget i betragtning, var det da helt pinligt for mig, da han på et tidspunkt overhalede mig op ad en bakke, mens han undskyldte og bukkede, idet han passerede. Vi tilbragte et par dage hos Jim, før vi igen begav os videre. Denne gang dog uden cyklerne. Dem efterlod vi hos Jim, og så tog vi bussen til øens hovedstad, Naha, hvorfra vi fløj videre til Ishigaki, som er en ø endnu sydligere.

Havskildpadder og Manta Rays

Hele pointen med at tage til Ishigaki og efterfølgende Iriomote var at holde badeferie og komme ud og dykke med Manta Rays. Derfor var det svært at skjule skuffelsen, da det var regnvejr og blæsende. Et turistkontor ringede til et par dykkerfirmaer for os, og de bekræftede, at der ikke var nogle dykkerbåde, der sejlede til Manta Ray Citypoint idet, at vandet var for uroligt. Øv… vi havde ikke taget computer med, så gode råd var dyre 😉 Med paraplyerne under armen besluttede vi os for at tage bussen op til den nordlige del af øen, hvorfra dykkerbådene også sejler ud til Manta Ray point. Vi fandt frem til, hvad vi troede var busterminalen og spurgte en buschauffør, om det var herfra, vores bus den kørte. Først var han afvisende, da han troede, vi ville køre med ham, indtil det gik op for ham, at vi blot havde en forespørgsel. På japansk, forklarede han, at vi stod ved den forkerte busterminal. Så opdagede han, at bussen vi skulle med var ved at skulle køre. Så han vinkede os ind i hans bus og ville køre os til busterminalen. Flinkt af ham 😉 Vi kørte rundt på den store p-plads og ud på vejen, for derefter at dreje ind på p-pladsen igen, hm. Pludselig går det op for os, at han jagtede bussen foran. Ude på vejen måtte vi holde for rødt lys, og bussen foran forsvandt af syne. Nu drønede han ind på den rigtige busterminal, parkerede midt i det hele, vinkede os ud af bussen og så satte han i løb med fagter om, at vi skulle vente. Han kom drønende tilbage og vinkede os med over til hans bil. Vi sprang ind i bilen, og så susede vi rundt om bygningen, hvor han lige vekslede et par ord med en anden chauffør. Den nye chauffør overtog førersædet, og derefter gav han ellers bilen gas igennem byen. Den første chauffør havde nok indset i hans hastværk, at hans bus stod placeret midt i det hele, så jeg tænker det var et godt bytte, de gjorde. Til sidst nåede vi frem til et hotel, hvor en bus holdt afventende. Vi blev gennede ud af bilen og ind i bussen, som var den vi skulle have haft til at starte med. Tænk sig…. så havde de ringet og bedt dem vente på os. Vi var helt høje og rørte over al den service og fantastiske hjælpsomhed blot for at få to turister med den rigtige bus 😉
Det var blæsende, overskyet, men ikke regnvejr, da vi kom til den nordlige del af øen. Vi gik en pæn lang tur langs vandet, og derefter fandt vi op til et dykkerfirma. Joooh, de mente at de ville sejle til Manta Ray point dagen derpå. Fedt, fedt… humøret steg og vi tog glade og forventningsfulde tilbage til vores guest house. Sidst på eftermiddagen mødte vi en dansk familie, og vi fik en øl sammen med dem. De har startet et projekt op, der hedder, Save the nature, og spurgte om vi ville være deres rapportere ude i verden. Nu må vi se, hvor det fører hen?
Skuffelsen var næsten endnu større, da vi næste dag sad i silende regnvejr på vores værelse. Vi havde været tidligt oppe og var kørt til dykkerfirmaet for at få konstateret, at kaptajnen ikke ville sejle ud under disse vejrforhold. I et måske naivt håb, pakkede vi badetøjet og sejlede ud til en lillebitte ø, blot 15 min. sejlads fra Ishigaki. Vupti… høj sol og roligt vand. Lidt uforståeligt, hvordan vejret kan ændre sig så meget inden for blot en kort afstand af ca. 50 km. Om aftenen mødte vi igen den danske familie. Sandelig om de ikke havde været ude og dykke og også set Manta Rays. De fortalte dog også, at de både var blevet søsyge, og at der havde været enorm meget strøm i vandet, så det havde været lidt hårdt.
Næste morgen, fik jeg en besked fra det dykkerfirma vi tidl. havde været hos, at de ville sejle ud i dag. Yes, yes!
Vi fik to meget flotte dyk. Til dels blå himmel og til dels roligt vand. På det første dyk var håbet at se havskildpadder, og vi havde da heller ikke andet end lige dykket ned, da den første skildpadde kom svømmende ret imod os. Størrelsen kan sammenlignes med en alm. rejsekuffert. Den kom helt over og virkede nærmest kælen. Øj, hvor var den sød. Den blev længe omkring os, før den havde fået stillet sin nysgerrighed og svømmede videre ud i det klare vand. Lidt efter så vi en anden havskildpadde. Den lå stille, men havde heller intet imod, at vi svømmede helt over til den. De var super kære og klart det ultimative kick på dykket.
Næste dyk blev li´så succesfuldt. I det samme vi dykkede ned, svømmede to Manta Rays (også kaldet Djævlerokke) forbi os. Jeg har lidt problemer med øerne, og tager mig derfor god tid til at dykke ned. Heldigvis kunne jeg holde fast i ankertovet og blot nyde synet af de store sommerfuglelignende fisk, der glider så majestætisk og yndefuldt igennem vandet.
Manta Rays er i familie med hajerne, men spiser kun plankton og smådyr og er ganske harmløse. Da jeg er kommet ned på den dybde vi skal være på, kan jeg slippe tovet og vores lille gruppe på 5 stk. kan svømme frit rundt. Manta Rays har et vingefang på 6-8 m, og de gør et enormt indtryk. Det føles næsten som om at de svømmer i slowmotion, når de “flyver” igennem vandet. De svømmer tæt på os og over os. Det er svært at sige præcis, hvor mange Manta Rays vi så, da de cruisede rundt omkring os, men vi gætter på 5 stk. Selvfølgelig er der også andre fisk i vandet, og et par store der hænger under maverne på Mantaerne for at rense dem. Vi ser også en enkelt stor grøn moræne og en stor søslange.

Iriomote

Vores største ønske gik i opfyldelse, og vi var glade, da vi hoppede ombord på den lille hurtigfærge, der skulle sejle os ud til Iriomote. Iriomote er den næststørste ø af Okinawa øerne. Den består hovedsagligt af jungle og mangroveskov. Igen med paraplyer tager vi bussen til den eneste by der er, udover den vi selv bor i. Vi har droppet at tage på decideret udflugt den første dag grundet vejret. By og by er måske også så meget sagt. Der er en færgehavn i dem begge og en købmand ellers kun nogle få cafeer. Så ikke meget at se på, men vi fik da set lidt af kystlinjen og landskabet på selve busturen, og tiden blev slået ihjel. Næste dag tog vi i gråvejr på flodsejlads og trekkede op til et vandfald. Og sidste dag startede vi med blå himmel og en tur på stranden. Desværre den af de strande der ikke er turister på, hvilket betyder at stranden ikke er ryddet for affald. Og det er ikke affald fra Japanerne selv, men alt det der skylder op fra havet. 80% af alt affald er plastik flasker, resten består af flamingo og reb mm. fra fiskerne. På øen er japanerne godt bevidste om, den skade affaldet gør specielt mod dyrene i vandet. I ventesalen til færgen så vi flere plancher med billeder af, hvordan de samler affald på strandene og desværre også billeder af dyr både til lands og i vand, der var kommet til skade pga. affaldet. Senere samme dag, sejlede vi i kajak, for igen at slutte med en trekkingtur til øens største vandfald. Det var en super flot vandretur op og ned over rødder, på sten og klipper. Vild smuk natur og for en gangs skyld var det en fordel, at det igen var blevet overskyet, da der skulle arbejdes lidt for at komme frem til vandfaldet og tilbage igen til kajakkerne 😉 Søren tog en dukkert, og jeg følte mig også fristet, men syntes det virkede upassende, da jeg ikke havde badetøj med.

Tilbage til Okinawa og en smut ud til en lille ø mere, Tokashiki

I strålende solskinsvejr, forgår dagen nu med færge, bus, fly og tog, før vi igen landede på Okinawa og var hos Jim (warmshower host). Om aftenen kørte vi til The american village, som Jim beskriver det: “en dårlig udgave af Disneyland”. Men de fleste kendte restaurantkæder er præsenteret, såsom Red Lobster m.m. og vi fik vores savnede bagte kartoffel.
Vi skal flyve til Taiwan d. 27. oktober. De sidste dage har vi indlogeret os på et hotel i Naha, (hvor vi skal flyve fra). Jim cyklede med os ind til byen, (30 km fra hvor han bor). Pt sidder jeg på et hotel med swimmingpool på taget, men igen er det overskyet, hvilket jeg jo kan benytte lejligheden til at få opdateret til vores blog. I morgen sejler vi igen ud til en lille ø i håb om godt vejr. Planen er i hvert fald, at vi KUN skal ligge på langs, enten i vandoverfladen, i pool, havvand eller selvfølgelig med fast grund under os. Vi har dog kun to overnatninger, så er det retur til Naha og ellers få pakket cykler m.m. i transport kasser.

Den lille ø, Tokashiki

Vores værelse ligger med udsigt lige ud til havet. Hotellet ligger i en lille bugt, og op langs siderne rejser bjergene sig. Stranden er fin hvid, vandet har den lækre turkis blå farve, og vi kan tydeligt se korallerne på den hvide sandbund. Det er lige før, jeg vil påstå, at hvis der svømmede en havskildpadde, mens vi kiggede, ville vi kunne se den.
Vi havde et par fantastiske dage med snorkling og i godt selskab med tre unge danskere fra det gode Jylland ude på øen, Rasmus, Stine og Jon. De var meget interessante at tale med, og da de stort set havde været i alle verdensdele, gjorde det ikke samtalerne mindre spændende.
Trods overskyet vejr den ene dag forhindrede det os ikke i at snorkle. Så vi fik snorklet rigtig meget og set alverdens fisk, havskildpadde og en hvidtippet rævhaj. I dag er der stort set skyfri himmel, et par enkelte vat skyer er lige “malet” på, og gør den blot endnu mere betagende. Vi skal forlade øen igen i dag og tilbage til Okinawa, Naha.
Desværre har jeg fået en ordentlig fibersprængning i mit det højre lår. Første gang det skete var på en lille stejl stigning i Indien og nu virker det til, at der ikke skal meget provokation til, før det går galt igen og igen. Da vi cyklede op ad Mt. Aso (Japan), begyndte låret igen at drille og har været lidt af en belastning lige siden. Igår da jeg så skulle rejse mig fra siddende i hug, gav det igen et ordentligt smæld og denne gang gør det virkelig naller, både på trapper og når jeg skal rejse mig fra en stol. Så nu er jeg godt nok spændt på, hvordan udsigterne er, når vi skal til at cykle i Taiwan. For det første skulle det være meget bjergrigt og bakket og for det andet er planen at cykle til toppen af det højeste bjerg på 3.200 m. Søren er igen 100% fit for fight efter hans lille stunt med et brækket korsben. Så måske det bliver alvor denne gang med brug af elastikken, hm, hm 😉 Vi har i øvrigt rundet 18.000 km på cykelcomputeren, hvilket betyder at vi har cyklet godt 2.000 km i Japan.
Nå, vi har lige nogle timer før afgang, så jeg smutter igen og hopper i bølgen blå 😉

Note: 

Hvis du har fulgt lidt med i mine opdateringer fra Japan, tror jeg heller ikke, at du er i tvivl om vores fascination og begejstring af landet som helhed samt deres kultur. Japanerne er meget renlige, hvilket også fremgår af deres japanske affaldspolitik og ikke mindst toiletter med numseskyld, tørring og fuglekvidder. Altid en våd vaskeklud til hænderne før man spiser. De er ekstremt høflige og bukker hellere en gang for meget end for lidt. De er respektfulde. De er organiserede. De er i høj grad hjælpsomme. Vi har f.eks. ikke prøvet at stå ved en billetautomat på en station uden at nogen er kommet for at hjælpe. Eller hvis vi i supermarkedet har stillet spørgsmål til en ikke engelsktalende medarbejder, er der altid trådt en engelsktalende kunde til og har tilbudt deres hjælp. Sådan noget som at give tips (drikkepenge) eksisterer ikke og bliver tværtimod opfattet som en fornærmelse, hvis de bliver det tilbudt. Dette gør det også enorm let for os som turister, da vi ikke skal stå og vurdere, hvor meget vi synes, en ydelse/service har været værd. Japan er et trygt land at rejse i (også trafiksikkert). På intet tidspunkt har vi følt behov for at låse vores cykler eller tage styr-taskerne med os ind i en butik trods, at der ligger penge, pas, mobiltelefon og kameraer. Selv da vi tog ud på den sidste ø, parkerede vi cyklerne nede ved færgehavnen (aflåste) og de stod, som vi havde forladt dem, da vi igen kom retur. Der findes ikke den positive ting, som ikke også kan tilegnes Japan. Alligevel findes der også en bagside af medaljen. Japanerne er et stolt folkefærd (og med god grund). Desværre rækker deres stolthed også så langt, at de ikke viser følelser overfor sine medmennesker og offentligheden. Man taler generelt ikke om sig selv og fortæller om, hvordan man har det. De er ganske enkelt opdraget til at alt negativt, ikke er noget man taler om. Dvs. at der findes rigtig mange unge mennesker, som bliver mobbet eller på anden vis har det dårligt, måske føler de ikke, at de kan leve op til forventningerne i forhold til uddannelse og succes i erhvervslivet, og i mange tilfælde når de til et punkt, hvor de ikke kan udholde den psykiske smerte længere. Mange af de stakkels unge mennesker (mest unge mænd fra 15 år og opefter) ender derfor med at låse sig inde i familiens køkken, eller isolerer sig i egen lejlighed og INGEN kan nærme sig dem. Forældrene er flove over deres problemstilling og søger derfor ikke hjælp. I enkelte tilfælde kan deres lærer fra skolen dog få lov at hjælpe. Men ellers opholder de sig i f.eks. køkkenet i op til flere år uden at tale med nogen eller se nogen. Heller ikke forældrene. Det er estimeret at der i dag, findes over 1 million unge mennesker, der har muret sig inde i alt fra et halvt år og op til et gennemsnit på 5-7 år. Det er tragisk. Eneboerne har fået navnet ‘hikikomori’ – et navn, der er blevet defineret af det japanske arbejds- og velfærdsministerium. En hikikomori er en person, der er blevet i sit hjem i minimum 6 måneder uden at gå i skole, på arbejde eller have nogen form for social aktivitet. Positivt skal det dog nævnes at regeringen har oprettet regionale centre, hvor de isolerede kan søge hjælp, og med tiden benytter flere og flere sig af muligheden.
Nåh ja… – Jeg har tidligere skrevet om, at specielt pigerne var meget skævbenet i Japan (specielt mere nord på). Vi har i mellemtiden fundet ud af, at det IKKE er pga. for små sko men ganske enkelt en trend, hvor de synes de ser mere “cute” (søde) ud, når de går med tæerne pegende ind mod hinanden. (Det er også bekræftet ved at google det). Personligt synes Søren og jeg, at det er en underlig trend, og at de modsat ser fuldstændig akavet/tumpet ud med den gangart, altså, altså 😉

6 tanker om “WBT. Japan 10, 11 & 12. – Okinawa og øerne

  1. Kære I to De sidste 3 timer har stået på opdatering af WBT. Bedre end 10 afsnit på Netflix. Man kommer igennem meget af følelsesregistret når man læser jeres opdatering. Tom for ord og fuld af stolthed. Glæder mig til at hygge med jer/ om jer 17. december og høre endnu mere. I bliver nødt til at overnatte Og Indonesien i 2019. I Will be there. Pas på jer. Knus og tanker Annie og drengene ( som forhåbentlig også er hjemme d. 17)

  2. Jeg elsker jeres opdateringer og er bare slet ikke spor misundelig <3 I giver et dejligt nuanceret indtryk af Japan og jeg får lyst til at hoppe på det næste fly og opleve det hele selv 🙂 Go' tur videre

    • Hop da endelig på næste fly og gerne dertil, hvor vi også er. Tusind tak for roserne Margrethe 😉