Tiden på Bali er fløjet afsted. Børnene kom som planlagt og gensynsglæden var enorm. Det var specielt stort for os at se vores to børnebørn igen. Du milde der sker store forandringer i deres alder 🙂 (fra 28/4- og 4/6-2018).

Huset vi havde lejet lå meget ugenert på den nordøstlige del og helt ned til stranden. Kontrasten fra vores luksus hus på 1000 m2 og med stor swimmingpool var stor i forhold til, hvordan de lokale boede lige rundt om os. Vi gik flere ture fra huset, og så hvordan de bor i deres små træhuse under palmerne. De fleste har en gris og en ko, der står tøjret, så de ikke stikker af, lidt høns og dertil masser af løsgående hunde. Specielt vores børnebørn synes, det var spændende med alle dyrene.

Personalet i huset gjorde vores hverdag nem. De sørgede for rent vasketøj, gjorde hus rent, rensede pool og lavede mad til os, så vi skulle kun tænke på os selv, og hvad vi havde lyst til.

Der var ingen turister i området omkring os, og vi måtte da også på en længere køretur, hver gang der skulle handles andet, end det man kan få på de lokale markeder eller i de lokale små købmandsbutikker.

Der hørte en bil til huset, som vi frit kunne benytte os af, og med den tog vi på dagsture etc. Det vil sige, eftersom der skulle være to børnesæder i bilen, og trods det var en 7-personers, så kørte børn og børnebørn i bil, og Søren og jeg drønede efter på scooter. Men det fungerede fortrinligt 😉 Efter nogle dage i huset og efter at børnebørnene havde set os an, brugte børnene nogle dage på at tage dykkercertifikat. Søren og Nicolai tog med dem ud den sidste dag og dykkede med dem.

Bag vores hus kunne vi se op ad en vulkan. Flere af vores udflugter krævede, at vi skulle op over denne vulkan. Vejen snoede sig gennem flere nålesving, og det kunne godt gibbe lidt i os, når vi kørte helt ude på kanten og kunne se nedad den stejle skråning på siden.

Vulkanen er kæmpe stor og der er faktisk skudt endnu en vulkan op af den eksisterende. Ligeledes er der en sø lidt nede af den ene side og rundt om den, var der et par små landsbyer. Vi besøgte bl.a. en lille landsby “Trunyan”, der har tradition for ikke at begrave de døde. I stedet ligger de dem ved siden af et helligt træ, og sagnet siger, at det er pga. dette træ, at der ingen lugtgener er. Fra landsbyen skulle vi ud på en kort sejltur på 500 meter, før vi var på deres hellige gravsted. Det var blot 3 dage siden, man sidst havde lagt en død på gravstedet. Oven over personen, var flettet et “bur” af tynde bambuspinde, som vi tydeligt kunne kigge igennem. Ansigtet på vedkommende var indsunket, og ud af munden kom der et slags firben. De havde lagt flere offergaver ind til personen. Sandaler, penge, klæder, tæpper osv. Ved siden af lå 5-6 flere lig. Også med et lille “bur” omkring dem. De havde ligget der en del længere tid, og flere af dem bestod kun af skellettet. Efterhånden som der bliver pladsmangel i rækken, tager man kraniet og et lårben og stabler pænt op ved siden af det hellige træ. Resten af knoglerne samt offergaver bliver smidt over i en bunke, der ligger foran. Så på en måde kunne man godt synes, at det lignede en mindre losseplads. Men et eller andet sted var der dog noget “smukt” ved det hele og helhedsindtrykket, var på ingen måder dårligt.

I øens centrale højland nær Ubud er landskabet lige lidt mere smukt. De frodige, grønne risterasser står flot i etager.

Mange lokale og internationale kunstnere har bosat sig i byen Ubud, som også kaldes “Balis kunstneriske hjerte”. Langs hovedgaden har de mange kreative sjæle åbnet fine udstillinger og gallerier med kunst og håndværk, der ligger side om side.

En af byens store attraktioner er Abeskoven, hvor der lever hundredvis af frække makakaber.

Over alt på Bali dyrkes religion og traditioner helhjertet, og i gader og stræder udspilles ofte ceremonielle optog, hvor du kan opleve de balinesiske hinduister, klædt i hvidt, gå med store kurve med frugt og blomster på vej til templerne. Det er en utrolig smuk og stemningsfuld oplevelse at overvære.

Den sidste uge vi havde sammen med børnene, valgte vi at tage væk fra huset. Vi tog over til en lille ø “Lembongan”, som ligger ud for Denpasar. Ih guder et menneskemylder af lokale og turister vi blev mødt med, og begejstringen for valg af vores hus og dets placering blev ekstra stor. Her snorklede Søren og børnene med Manta Rays, og vi så også et par delfiner. Efter yderligere et par dage i Denpasar var de 3 uger gået, og vi tog afsked med børn og børnebørn i lufthavnen. Puha… jeg tror ikke, at det er nødvendigt at gå i detaljer, men det var noget af en kamel at sluge og med en stor klump i halsen, at vi forlod lufthavnen. 

Nu havde Søren og jeg lige et døgn mere i huset til at pakke os sammen på cyklerne, og så var det afgang… – Efter 6 uger.

6 uger med total hygge, afslapning, forkælelse, sjov, massage og sightseeing rundt på Bali.

Jeg er sikker på, at jeg allerede tidligere har nævnt, at min arm/skulder er hel tosset. Allerede tilbage i Singapore, begyndte min arm at “låse” mere og mere og de sidste 6 uger i huset, har været et rent smertehelvede. Jeg tager stærk smertelindrende medicin, men det afhjælper ikke, at armen er låst. Jeg har stort set skulle have hjælp til al tøj af- og påklædning. Vi vidste derfor godt, at det var lidt af en prøvelse, om jeg overhovedet kunne cykle. Vi har i mellemtiden fået konstateret, at jeg har en *frossen skulder, hvilket betyder, at min skulder/arm er komplet låst efterhånden, og jeg kan umuligt rotere udad med armen.

*Hvad er en frossen skulder (periarthrosis humeroscapularis)?

Diagnosen frossen skulder bruges ofte fejlagtigt på lidelser, der er svære at diagnosticere. Men en “rigtig” frossen skulder er en stivhed i skulderleddet, hvor skulderledskapslen fyldes op med fibrose, og patienterne mister deres rotationsevne. Ledkapslen skrumper og bliver for stram, og samtidig kommer der nogle sammenvoksninger i leddet. Tilstanden kan inddeles i to typer, nemlig idiopatisk ledstivhed og posttraumatisk – herunder postoperativ – ledstivhed.

Tilstanden defineres som abduktion <120 grader og udadrotationsevne <50 % ved 0 graders abduktion. Den er som regel selvlimiterende og varer ubehandlet 6-36 måneder.

Forløbet inddeles i tre faser, hvor de to første er domineret af tiltagende smerte og bevægeindskrænkning, medens den sidste fase er karakteriseret ved tiltagende smertefrihed og bevægelighed.

Fase 1: Stærk smerte og nedsat bevægelighed

Fase 2: Aftagende smerte, men stadig nedsat bevægelighed

Fase 3: Ingen smerte, men stadig bevægeindskrænkning

2% Bliver ramt af frossen skulder. Årsagen til frossen skulder er fortsat ukendt, selv om autoimmun baggrund har været foreslået. Der er en overhyppighed blandt diabetikere og kvinder på 40-60 år. Omkring 20 procent af disse to patientgrupper får lidelsen på begge skuldre.

Ubehandlet får 90 procent en normal skulderfunktion igen og genvinder bevægeligheden minus 5-10 grader.