Tyrkiet – Marmaris til Denizli
Jeg vil undgå at gå i sukker sjok
Med spænding og forventningens glæde ankom vi til Marmaris i Tyrkiet, d. 22. marts 2017, først på aftenen. Vi er SÅ klar til et nyt kontinent og nye dejlige oplevelser 😉
Ren faktisk var en uge til Marmaris den første rejse Søren og jeg var sammen på. Dengang var der pakket med turister og 45 gr.. Så det var noget af en kontrast at trille på de tohjulede fra færgen (kom fra Rhodos) og ind i byen langs kysten. De lokale vi mødte var slet ikke på beatet endnu til at modtage turister. Flere steder gik de og klargjorde deres butikker eller restauranter, byggede om eller malede. Pludselig er der en mand der råber efter os og spørger, om vi er på udkig efter et overnatningssted. Vi blev henvist til et hotel lige ret ned til stranden og for kun 25 Euro pr. nat, inkl. stor morgen buffet. I Marmaris bor der rigtig mange udlændinge og efter at cyklerne var parkeret, lignede vi åbenbart ikke turister i den forstand. Alle spurgte om vi var fastboende eller var turister. Turist sæsonen starter først rigtigt op om en måneds tid, så vi kan forstå deres spørgsmål 😉
De sidste tre dage er temperaturen gået mere over og ligne en jævn dansk sommerdag. I skyggen lidt køligt og i solen føles det herligt, men koldt om aftenen. Straks vi forlod Marmaris og kørte ind i landet, ramte vi bjergene og blev igen mindet om, at vi havde sløset med cyklingen hen over vinteren. Selv Søren synes det var en barsk opstart i Tyrkiet. Første overnatning foregik i telt hos et warmshower par. De fiksede lynhurtigt og i min optik ud af ingenting, det herligste måltid mad og vi fik gode råd og tips om rute og kort. På vejen til dem, havde vi gjort stop ved et lille landsted, for at spørge om vej og straks ville de give os både appelsiner og vise os rundt på deres sted. Vi kan desværre ikke et ord på tyrkisk og ud over vores warmshower værtspar, har vi endnu ikke mødt nogen der kan tale engelsk. På et tidspunkt stoppede vi op i en lille landsby for at handle ved den lokale købmand. Straks blev vi vinket over af en mand, der sad sammen med en hel stab af mænd og hyggede sig med te og spillede et spil. Der blev øjeblikkeligt fundet stole til os og vi blev budt på te. Nu er jeg ikke den store tedrikker, så det kræver lidt sukker. Men jeg kan regne ud, at med mindre jeg vil undgå at gå i sukkersjok eller være uhøflig og takke nej, så må jeg vidst bare få lært at drikke te i en fart UDEN sukker 😉 Hos købmanden var det meget begrænset, hvad de havde af rigtige fødevarer. Der var lidt kød på frost, frisk brød, æg, tyrkisk yoghurt, ost, pasta, ketchup , forskellige pulversupper og ellers bestod resten af udvalget af div. slik og kiks, hvilket nok fyldte 9/10 af hele sortimentet. Jeg stod og studerede supperne og fornemmede godt at en flok børn (8-12 år) stod og talte lidt spændt sammen. Da jeg kiggede op, rettede den ene af drengene sig, nikkede høfligt og sagde: “Welcome”. Resten af flokken stod og så spændt til, for at følge min reaktion, hvilket selvfølgelig var et stort smil og tak. Lidt efter spurgte jeg drengen om tiden suppen skulle koge i (havde jeg dog godt luret) og de stimlede alle sammen, i håb om at de kunne være behjælpelige og sige et ord på engelsk til mig. Lille episode, men kæmpe oplevelse. Når vi knokler op ad bjergene, er en oplevelse som i denne lille landsby, hel klart det der gør det det hele værd. Det er li´som om at det giver et ekstra gear i benene.
Det danske flag er blevet pakket ned. Ikke fordi at vi har følt en egentlig grund til det, udover hvad vi har hørt og læst i medierne, da vi forlod Rhodos. Vi har KUN mødt enorm venlighed, men dog også blevet bekræftet af vores warmshower værtspar, at det uanset kun kræver een modstander af det danske folk på vejen. Så better safe than sorry 😉
I skrivende stund sidder vi på en restaurant kun godt 80 km fra Marmaris og ikke mindre end 3 overnatninger undervejs. Det er jo hel pinligt at vi ikke er nået længere. Første overnatning ved warmshower, var 42 km fra Marmaris. Det er ok, når man tænker på at vi startede op i bjergene lige ret uden for byen. Dagen derpå cyklede vi så kun 15 km (øhhh, det burde jeg jo slet ikke skrive), men for pokker det er hårdt at komme igang og faktisk tog det næsten hele dagen at nå dertil, hvor vi wildcampede. Igår cyklede vi igen kun 26 km MEN vi taler lange seje træk op i bjergene og ofte 10% stigninger. Selv Søren sagde et par gange at han nærmest var døende. Trods det, havde han alligevel overskud til også at give mig en hånd ind i mellem. Enten ved en hånd i lænden eller ved at cykle foran og gå mig i møde, for at overtage cyklen eller skubbe bagpå. Jeg fortæller ham ellers, at hvis han har lidt tålmodighed, skal jeg jo nok komme op og det giver ham også et ekstra hvil, men han er en stædig mand og kan lide fart over feltet 😉 Apropos fart, så har Søren som før nævnt ingen hæmninger, når vi cykler ned af bakke og til min skræk kan jeg bagfra følge ham, hvordan han i susende fart ryger rundt i svingene i samme hastighed som bilerne. Igår viste han mig lige på hans cykelcomputer at topfarten rundede 81 km/t og det er altså med div. reparationer i vejen, grus og sten i siden, rundt i sving og li´så hurtigt kørende billister lige i rø… af ham. Hvis jeg ikke havde dårlige nerver før, er det her da grund nok til at få det 😉
Jeg har før skrevet om min dårlige ryg og desværre er det et tilbagevendende problem. Hjemmefra troede jeg at mine knæ skulle blive den største udfordring, men desværre tager smerterne fra ryggen ofte overhånd, når vi cykler op ad bakke, hvilket li´som er dér jeg har mindst brug for andre udfordringer end hvad manglende kondition og kræfter i benene giver mig. Det er virkelig øv og det stjæler ofte den glæde der burde være ved at cykle. Jeg håber tiden arbejder for mig og det bliver bedre. Ligeledes har vi måtte sande at det med en god internet forbindelse er der åbenbart lange udsigter til. Så jeg tror at løsningen må være at undlade de små film, jeg ellers har vedhæftet og i stedet for blot vedhæfte nogle billeder. Så må mine små film blive tilføjet med tiden 😉
Vi har her på restauranten fået lov at slå teltet op bagved. Det er lidt luksus, da der er toiletter lige ved siden af og ikke mindst kan vi spise utrolig billigt. Vi har allerede gjort holdt et par gange ved mindre restauranter langs vejen og eftersom at vi ikke taler det samme sprog, kan vi kun på tegnsprog og bedste vis, gøre dem forståeligt at vi ønsker noget at spise. Indtil videre er vi KUN blevet positivt overrasket og dejlige mætte. Vi valgte at blive her ved restauranten, fordi vi troede de havde ok internet, men nu er vi gang på gang røget af. Til gengæld håber jeg at hviledagen giver ekstra krudt til benene og at jeg er frisk til at ligge nogle km bag os i morgen.
De gjorde blot en vennetjeneste
Selv om solen skinner fra en skyfri himmel og brænder godt, når vi er i læ af vinden og sveden pisker af os op ad bakke, så mærkes råkulden fra vinteren stadig, så snart vi befinder os i blæst eller i skyggen. Vi har været i over 1000 meters højde (pt ligger vi i knapt 900 m.). og trods den begyndende sommer, står bjergene ved siden af, flot med deres hvide sneklædte toppe. Og jég fryser stadig fuldstændig vildt om natten eller rettere, det gjorde jeg de første to nætter i teltet, denne her nat havde jeg pakket mig ind efter alle kunstens regler. Langt uldent undertøj, bomuldstrøje udenpå, sokker, derefter ned i en lagenpose (der siges at give min. ca. 5 gr. ekstra). Så har jeg mit Yetti tæppe over mig, lagt ind i bomulds dynebetræk og øverst har jeg min quilt, sat godt fast nedenom mit Thermarest liggeunderlag, som i øvrigt er beklædt med lagen og et par tæpper. Mit hoved begraver jeg ligeledes under quilten, da jeg også fryser om både næse og ører. Haha… Man skulle tro det var en joke. Søren derimod har hverken ekstra tæpper eller lagenpose og desuden sover han kun iført underrøjsere og t-shirt, han havde det så varmt i nat, at han sparkede quilten af 😉 Jeg frøs heller ikke i nat… håber ikke det bare havde noget at gøre med at jeg var godt gennemvarm af at sidde på restauranten frem til sengetid? 😉 Men bliver vi ikke holdt vågen af kulden, så er det de forskellige og mange lyde, der er omkring os. Værst er hundene der enten gør eller hyler i alle tonelejer og fra alle sider, biler og lastbiler der kører forbi og hanen der starter sin galen, før solen knapt er stået op. Jojo… vi har naturen og livet tæt omkring os 😉
Efter to overnatninger ved restauranten kørte vi videre ind i bjergene.
Li´som vi rigtig mange steder i Spanien, havde fornøjelsen af de små kaniner langs grøftekanterne, har vi nu fornøjelsen af skildpadder. De er bare overalt 😉 Somme tider også på vejen og når Søren og jeg kommer med vores vilde 3,5-7 km/t op ad bakke 😉 er det helt nervepirrende at de i stedet for at skynde sig videre, vælger at gå i frys “mode”. Nervepirrende selvfølgelig pga. bilerne. Men foreløbig har de klaret sig og bilisterne har også været flinke til at dreje uden om 🙂 Og flinke bilister er der absolut mange af. Vi har tidligere fået fortalt fra andre cyklister at folket er specielt venlige og gæstfrie i Tyrkiet og Iran m.m. En foreløbig absolut sandhed, som ikke er til sammenligning i Europa. Ud over selve deres imødekommenhed og gæstfrihed, har vi nu allerede oplevet flere billister stoppe op for at høre, om vi manglede noget eller de kunne tilbyde os et lift. Det er altså lidt overvældende. Men på et tidspunkt blev vi fristet til at sige ja tak til et lift. Det drejede sig om blot 12 km. men som til gengæld var en konstant stigning på over de 6%. Og da min ryg pt. ikke kan lide stigningerne, var jeg lynhurtig til at sige ja tak 😉 Vi kunne ikke kommunikere sammen, udover med smil og “tegnsprog”. I Kale, hvor vi skulle være hos en warmshower host familie, fandt vi senere ud af at dem vi var hos, slet ikke var en del af dette forum. De gjorde blot en vennetjeneste, fordi den oprindelige vært, ikke kunne engelsk. Dem vi i stedet var hos, var skolelærere og den ene kunne en del engelsk. Jeg spurgte lidt ind til, om de tilfældigvis kendte til de rigtige klæder som jeg skal iføre mig, når vi kommer til Iran og svissen svassen, havde jeg fået foræret både skørt og tørklæde 🙂
Dagen derpå fik vi lov at sove længe og kunne selv låse os ud. Min ryg værkede en del og Søren måtte hjælpe til med at løfte mit ben, når jeg skulle på og af cyklen. Vi havde knapt 70 km foran os, men heldigvis gik de fleste ned ad bakke. Igen stoppede både bilister og lastbilchauffører for at tilbyde hjælp, men denne gang takkede vi pænt nej.
Vi havde aftale med en ny warmshower host i Denizli og sad som aftalt og ventede på en restaurant, hvor han skulle hente os. Klokken blev efterhånden mange og efter flere samtaler og hans konstante udsættelse af tid, endte vi med at søge på hotel (efter kl. 22.00).