Fra Granada til Valencia
Efter at have været “turister” langs kysten i Fuengirola og gået Kongestien med besøg fra Sørens kusine og hendes drenge, fartsatte vi ind i landet og bjergene. Det er ikke her at turisterne søger hen, hvilket vi hurtig mærker, da det er svært at finde engelsktalende og campingpladserne er også et overstået kapitel. Det er koldt om natten nu (nær frysepunktet), men det er ikke så slemt, når vi er inde i teltet. Det værste er selve aftenerne. Vi forsøger som oftest at finde et sted, hvor vi kan slå teltet op før kl. 18.00. Hurtigt skifter vi fra cykeltøjet til andet varmt og tørt tøj, slår teltet op, laver aftensmad og derfra bliver det koldt… sådan rigtig koldt. Selvfølgelig fordi at vi nu er stillesiddende, men hvad pokker skal vi foretage os ude “in the middle of knowhere” og i bælgragende mørke? Jeg har altid været en frossenpind og jeg er virkelig udfordret på dette område. Der går ikke længe før hele kroppen dirrer af kulde. Jeg havde håbet på at al denne cyklen, ville sætte gang i mit blodomløb. Det virker som om at jeg umuligt selv kan danne varme, hvis jeg ikke er i bevægelse. Jeg har ledt som besat efter kakao til varmt vand, men det er tilsyneladende ikke noget man har i Spanien. Jeg drikker ikke kaffe og the er kún sjældent. Men nu har jeg fundet noget boullion, som jeg kan varme mig lidt på og dog er det kun ganske lidt det hjælper. Heldigvis er det også lykkes mig at købe de her små “poser” der afgiver varme til hænder og fødder, når der kommer luft til dem. De er ALLE pengene værd og redder mig fra nattens kulde.
Bjerglandskabet er næsten ubeskrivelig smukt. Der er så mange formationer og farver og gang på gang udbryder vi begge et suk, et wauw eller andet udtryk over de eventyrlige smukke syn vi møder. Vi cykler op ad bjergskråninger og ned igen, vi cykler ind i mellem bjergene, i dalene, over bjergene og igennem dem via tunneler og vi cykler på stier, i tørlagte floder og hvor bilerne ingen mulighed har for at køre. Nogle dage er vi mere udfordret end andre… – Heldigvis er landskabet så magisk og malerisk at det vejer op på de hårde stunder, hvor vinden er stik imod os eller stigningerne er umenneskelige på en cykel. Eller de steder hvor der er store sten og cyklen hopper fra side til side, løst sand, knoldede hårde jordpukler osv. og ofte må (specielt jég) kapitulere og stå af cyklen, for at trække den. Heldigvis vejer al idyllen og det maleriske landskab op på al det “lort” vi også bliver udsat for. (undskyld mig mit franske). – DET ER FANTASTISK
Omkring kl. 16.30-17.00 begynder vi så småt at se os omkring efter et godt sted, hvor vi kan slå os ned for natten. Det er ulovligt at slå telt op i de fleste lande, så vi forsøger selvfølgelig altid at finde et sted, hvor vi er til mindst gene og ikke mindst forholdsvis ude af syne. Det skal dog siges at vi er blevet observeret af politiet flere gange og indtil videre har de set igennem fingrene med det (7, 9, 13) 😉 Her hvor vi ikke ligefrem kan prale af de høje varmegrader, forsøger vi at finde steder med godt læ og allerhelst med et tag over hovedet. En dag, fandt vi en tosidet lade med tag. Vi spurgte bonden om vi måtte slå teltet op i hans lade og han sagde ja, men at vi skulle være opmærksomme på vildtsvinene.
Vi er blevet advaret imod vildtsvin flere gange… men vi er af den overbevisning, at de trods alt er mere bange for os end omvendt, så bekymringen er ikke så stor.
En anden gang slog vi teltet op inde i bjergvæggen, hvor en bonde havde udnyttet bjerget til at grave dybe “huler” i, som han brugte til opbevaring af sit hø og traktor m.m.
En af dagene begyndte det at regne og vi reagerede for sent, hvilket resulterede i at vi var gennemblødt fra yderst til inderst. Det er en af de dage, hvor jeg godt kan blive lidt opgivende, da jeg samtidig ved at så snart vi stopper med at cykle, vil jeg have et problem med at holde mig varm. Så jeg endte med at banke på døren til et hus, for at høre om vi måtte sove i deres garage. Inden vi havde set os om, blev vi installeret i det fineste soveværelse, fik et varmt bad og jeg hjalp til i køkkenet med at trylle div. lækkerier frem til aftensmaden. Ingen i husstanden talte engelsk og med Sørens og mit spanske ordforråd, der dækker op til 10 ord, ja så kommer man jo ikke langt. Men med lyde og armfægter samt google translate, så ender det med at vi kan gøre os forståelige og lærer hinanden at kende og vi får en ganske hyggelig aften.
Som tidligere nævnt benytter vi os også af Warmshowers. Det er super rart, da vi i den forbindelse også har mulighed for lige at vaske lidt tøj og ikke mindst at høre om deres oplevelser på cykel, få gode råd om det lokale samfund, div. cykelruter i området og evt. også i øvrige lande. Vi har bl.a. været hos Jurgen (også nævnt i sidste update), lige uden for Granada, som sammen med hans kone har cyklet godt 80.000 km. og hvis nogen kunne fortælle om interessante oplevelser var det ham (også skræmmende oplevelser). Vi blev tre overnatninger hos Jurgen før vi igen sprang på cyklerne.
Vi har også været hos et warmshower par, der bor i et bjerghus. Meget interessant. De fleste af husene i byen “Galera” og de omkringliggende byer i lige præcis dette område, er bygget ind i bjerget, så kun facaden er synlig. Husene holder en konstant temperatur hele året rundt på ca. 16 gr. og skulle der komme en familieforøgelse eller blot et behov for mere plads, så graver man et “hul”/rum mere 😉
Så har vi været hos en familie i Moratalla, de dyrker selv alle deres grøntsager, hvilket selvfølgelig betyder at deres have var stor og meget frodig.
Og nu… i skrivende stund, sidder jeg hos et par i Valencia og opdaterer. De har for 2 mdr. siden, netop afsluttet deres eventyr efter 3 år og nu slået sig ned her.
Sjovt nok, er de fleste warmshower familier vegetarianere eller de spiser minimalt af kød (9 ud af 10). Det betyder at vi ofte bliver budt på spændende og anderledes retter, end hvad vi er vant til. Dog kan jeg næppe forestille mig at Søren og jeg ender som vegetarianere, selv om vi godt kan lide deres mad… men hvem ved, hvad fremtiden bringer?
Den mest alternative overnatning på det sidste, var en dag vi fandt et forladt hus, der tilstødte en kirke. Herinde var der lige et rum med jord, murbrokker og sten på gulvet. Vi masede lidt med at få “gulvet” plant og godt tilfredse med resultatet satte vi tasker og cykler ind i rummet. Det var frysende koldt den dag, så vi følte vi havde godt held med at finde stedet. Planen var stadig at slå teltet op inden i rummet, både for at holde lidt på varmen, men også for at beskytte vores sovegrej for snavs. Knapt var vi kommet på plads og skulle til at slå telt op, da en bonde “Anthonio”, kom forbi og hilste på. Anthonio mente bestemt ikke at det var et sted for os at overnatte. Så med fagter osv. (talte kun spansk) fortalte han at han havde et bedre sted til os. Han fik alle vores tasker ind i bilen og vi cyklede efter ham til hans gård et kort stykke derfra. Her kunne vi sætte teltet op inde i hans forældres forladte hus, som medarbejderne på gården kun brugte til at skifte tøj i. Vi fik en rundvisning på gården. Der var i alt 2.000 får, 7-8 hunde, 3 katte og ellers kæmpe marker med broccoli, som vi selvfølgelig også skulle nyde godt af. Anthonio blev hos os hele aftenen, lige indtil vores sengetid. Han selv boede inde i byen (14 km. derfra). Der blev tændt op i pejsen og teltet blev slået op. Næste morgen kom han med brød, æg, nødder, ost, pølse, the og honning til os. Der var simpelt hen ikke dét han ikke ville gøre for os. Vi fik flere broccoli med os og det endte med at han fulgte os i bilen de næste 10 km., før han lod os på egen hånd. Dog befalede han os at tage imod 10 euro også, til en kop varm kaffe og kakao på et tidspunkt.
Undervejs har vi mødt olivenplantager, så langt at øjet rækker og ind i mellem frodige små lunde, hvor der dyrkes salater, artiskokker, spinat, broccoli, majs, tomater, granatæbler, dadler, citroner og appelsiner og figentræerne dukker også op hist og pist. Så hvis ikke cyklingen kan… så kan synet af denne mangfoldige frodighed i hvert fald sætte gang i appetitten. Pt er det appelsinplantagerne, der syner mest og fristelsen er da også så stor, at vi har måtte snige os til et par prøvesmagninger 😉 Desværre har vi også med undren, mødt plantager, hvor al frugten er faldet til jorden og blot ligger til forrådnelse og vi er blevet fortalt at det skyldes at deres omkostninger er for store og faktisk større i forhold til deres indtægter ved salg, da de er blevet overhalet af konkurrencen fra Afrika. Trist trist…
Vi kom ud af bjergene i dag og har ramt kysten igen. Varmgraderne er også steget en del og umiddelbart ser det ud til at temperaturen ikke ryger under 8 gr. om natten i løbet af ugen. Bagdelen har allerede vænnet sig til min nye saddel men jeg kan stadig ikke mærke, om det har gjort nogen forskel i forhold til mit lille problem fortil, så det må tiden vise. Vi er begge tilbage i samme form, som da vi sidst forlod Fuengirola… og jeg kan stolt sige at vi igår, rundede 80 km. med et gennemsnit på lige over 18 km/t. Okey okey… det var også en nem dag uden stigninger 😉
Fakta om Valencia
Valencia er den tredje største by i Spanien, næstefter Madrid og Barcelona. Der bor i alt 800.000 indbyggere. Dens byområde strækker sig ud over bygrænsen med en befolkning på omkring 1,5 til 1.600.000 mennesker. Valencia er den 5. travleste containerhavn i Europa og den travleste containerhavn på Middelhavet.
Området er kendt for sine mange appelsinplantager og byen er specielt kendt for dens paella. Byen byder på masser af historie, katedralen og div. museer m.m. En ren og smuk by, der hel klart er et besøg værd, uanset om man er mest til kultur, shopping, historie eller strandlivet.